18-årig mand er afgået ved døden i alvorlig motorcykelulykke
Føreren af en motorcykel er sigtet for uagtsomt manddrab og fremstilles i grundlovsforhør senere lørdag.

Føreren af en motorcykel er sigtet for uagtsomt manddrab og fremstilles i grundlovsforhør senere lørdag.

En passager på en motorcykel er afgået ved døden efter et alvorligt færdselsuheld på Helsingørmotorvejen ved Gentofte natten til lørdag.
Føreren af motorcyklen er også kommet til skade men er lørdag formiddag uden for livsfare.
Det skriver Nordsjællands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.
Motorcyklisten er sigtet for uagtsomt manddrab og vil senere lørdag blive fremstillet i grundlovsforhør.
Der er tale om to 18-årige mænd, oplyser vagtchef ved Nordsjællands Politi Daniel Cunneely til Ritzau.
Anmeldelsen om ulykken indløb klokken 01.44, og familien til den afdøde er underrettet.
Ifølge politiet har ingen andre køretøjer været involveret i ulykken.
Vagtchefen kan ikke oplyse, hvad der ligger til grund for, at den 18-årige fører er blevet sigtet for uagtsomt manddrab.
/ritzau/