18-årig er på Rigshospitalet efter påkørsel i Frederiksværk
En 18-årig mands pårørende er underrettet, efter at han sent fredag kom alvorligt til skade i trafikulykke.
En 18-årig mands pårørende er underrettet, efter at han sent fredag kom alvorligt til skade i trafikulykke.
En 18-årig mand modtager behandling på Rigshospitalet efter en trafikulykke i Frederiksværk sent lørdag aften.
Det fortæller Flemming Hansen, som er vagtchef ved Nordsjællands Politi, tidligt søndag morgen.
- Han er blevet kørt på traumecenter og er uden for livsfare, men alvorligt tilskadekommen, siger vagtchefen.
Den 18-åriges pårørende er underrettet.
Ulykken fandt sted på Frederikssundsvej nær Kregme Station og blev anmeldt til politiet klokken 23.41.
Ifølge politiets undersøgelser blev den 18-årige mand, som færdedes til fods, her påkørt af en 25-årig mandlig bilist.
- Som vi lige umiddelbart får det fortalt i vidneforklaringer, er der en, der kommer kørende, og så rammer den her person, der går på vejen, siger Flemming Hansen.
Ingen er blevet anholdt, og der er ingen mistanke om, at der var alkohol eller stoffer involveret i ulykken, lyder det.
- Vi har haft bilinspektører ude og undersøge. Og vi har sikret os bilen, så den skal også undersøges nærmere, siger Flemming Hansen.
Bilinspektører tilkaldes efter alvorlige trafikulykker og kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, og om der er foretaget opbremsninger eller lignende.
Politiet har afsluttet sine undersøgelser på ulykkesstedet, og der er således ikke afspærret for trafik i området.
RITZAU