Østre Landsret kender en 17-årig dreng skyldig i at have ladet sig hverve til den højreradikale bevægelse Feuerkrieg Division.

Han kendes også skyldig i at have forsøgt at hverve en skolekammerat til gruppen, som retten betegner som en terrororganisation.

Dermed er den 17-årige skyldig i videre omfang end i byretten, der frifandt ham for selv at have ladet sig hverve til gruppen.

I landsretten er dommere og nævninger dog enige om, at han er skyldig i det centrale forhold i sagen.

De lægger vægt på, at drengen havde "indgående kendskab" til gruppens ideologi, og de finder det bevist, at han havde en ledende rolle.

Den 17-årige fra Vestsjælland er også delvist skyldig i anklager om at have fremmet - altså støttet - Feuerkrieg Division. Han skal blandt andet have sendt links til bombemanualer.

Teenageren blev i første omgang anholdt 1. marts 2022.

Her modtog politiet et anonymt tip om, at drengen i en chatgruppe havde sagt, at han ville begå et skyderi mod en børnehave.

Det er der dog aldrig blevet rejst tiltale for, og den dengang 15-årige dreng blev også løsladt samme sag. Dog beslaglagde politiet hans telefon og to computere, som man kopierede og gennemgik.

Og det var her, man fandt frem til, hvordan drengen i forskellige grupper på nettet havde delt opskrifter på bomber og lignende og i øvrigt havde korresponderet med medlemmer af gruppen Feuerkrieg Division.

I april 2022 blev han derfor anholdt og varetægtsfængslet.

Og landsretten lægger i sin kendelse også vægt på, at han ikke stoppede sit foretagende, selv om han blev anholdt i april.

Hos drengen, der dengang var 15 år, fandt politiet blandt andet et Feuerkrieg Division-flag, et flag og armbind med nazistiske symboler og Adolf Hitlers selvbiografiske manifest, "Mein Kampf".

Kammeraten, som han forsøgte at hverve, blev også sigtet i sagen i 2022. Men senere blev sigtelsen frafaldet for hans vedkommende.

Den 17-årige har gennem sagen nægtet sig skyldig i alle forhold. Han har blandt andet sagt, at det var for sjov, da han meldte sig ind i Feuerkrieg Division.

Men landsretten tilsidesætter den forklaring som utroværdig. Retten mener, at han havde til hensigt selv - eller at få andre - til at begå terrorhandlinger.

Retten i Holbæk idømte sidste år drengen fem et halvt års fængsel i sagen. Landsretten ventes senere mandag at udmåle en straf til drengen.

Anklageren vil i landsretten have drengen idømt mindst syv års fængsel.

/ritzau/