En 17-årig dreng, som er mistænkt i en dødsulykke foran BabySam i Valby, forbliver varetægtsfængslet i yderligere fire uger.
Det har han frivilligt givet samtykke til, oplyser drengens forsvarer, Mette Grith Stage, til B.T.
- Dette er ikke begrundet i, at han har ændret sin stillingtagen til sigtelserne, men er på baggrund af min rådgivning og for at give politiet fred og ro til at efterforske denne yderst tragiske sag til bunds, skriver hun til mediet.
Dermed er et retsmøde i Retten på Frederiksberg tirsdag, hvor varetægtsfængslingen stod til at udløbe, aflyst, skriver B.T.
Her skulle retten have taget stilling til, om drengens varetægtsfængsling skulle fortsætte.
Drengen nægter sig skyldig i uagtsomt manddrab og særligt hensynsløs kørsel, som politiet har sigtet ham for.
Den 17-årige har været varetægtsfængslet siden 20. august, da han er mistænkt af politiet for under indflydelse af lattergas at have ramt en 65-årig mand og hans svigerdatter i en dødsulykke på Roskildevej i Valby 19. august.
Manden afgik ved døden, mens den gravide svigerdatter overlevede med skader på benet.
Den 65-årige mand var ved at fragte en barnevogn til sit kommende barnebarn ind i en bil, da han blev påkørt af en Porsche, som den 17-årige angiveligt kørte.
Da der var retsmøde i sagen i begyndelsen af september, blev det holdt bag lukkede døre. Dommeren begrundede det med, at der skulle tages hensyn til sagens efterforskning samt drengens unge alder.
Anklageren oplyste dog, inden dørene blev lukket, at en video, der havde floreret på sociale medier, hvor man angiveligt ser den mistænkte tage lattergas, skulle vises.
B.T. skriver, at den 17-årige dreng er varetægtsfængslet i surrogat.
Det betyder, at han i stedet for et normalt fængsel befinder sig på en sikret ungdomsinstitution. Fængsling i surrogat anvendes blandt andet, når sigtede er under 18 år.
/ritzau/