En 24-årig mand blev natten til tirsdag overfaldet af tre gerningspersoner i boligområdet Blomstermarken i Aalborg.
Det skriver TV2 Nord, der har talt med politiet.
- Vi fik en anmeldelse om det, der egentlig kom ind som et indbrud i en bil, men det viste sig at være et overfald. En mand blev overfaldet af tre gerningsmænd og blev udsat for peberspray, spark, slag og et enkelt snitsår i hånden, siger vagtchef Martin Møller til mediet.
Vagtchefen tilføjer, at snitsåret stammer fra enten en machete eller en kniv.
En 17-årig dreng er blevet fanget af politiet.
Gerningspersonerne stak af fra stedet, men en politihund snusede sig frem til den 17-årige.
Under anholdelsen blev han bidt i armen af hunden og væltede. Han blev bragt til sygehuset med et brud på skinnebenet.
Begge mænd er udskrevet fra sygehuset igen, og den 17-årige vil nu blive sigtet for grov vold, oplyser politiet til TV2 Nord.
Politiet er fortsat på jagt efter øvrige gerningspersoner - dog uden at have et nærmere signalement af dem.
- De løber i retning af Søndre Kirkegård, og hvis der er nogen, der har set noget, eller som har video, er vi selvfølgelig interesserede i at høre om det, siger vagtchefen til TV2 Nord.
/ritzau/