En 16-årig dreng stak mandag eftermiddag af fra den sikrede institution Bakkegården i Nykøbing Sjælland, hvor han sidder varetægtsfængslet.

Det oplyste Midt- og Vestsjællands Politi i en efterlysning på meddelelsestjenesten Politi Update ved 16.30-tiden.

Ifølge politiets vagtchef Boje Rasmussen flygtede drengen mandag cirka klokken 15 fra institutionen, der ligger i Annebergparken i Nykøbing Sjælland.

Drengen flygtede ved at hoppe op på taget af en skolebus og over et hegn, fortæller vagtchefen.

Det varede dog kun tre timer, inden han igen var i politiets varetægt. Drengen blev anholdt omkring klokken 18 ved en strand nord for Nykøbing Sjælland.

- Vi takker borgerne for de tip, vi har modtaget i sagen, skriver politiet.

Også i juli lykkedes det den 16-årige at flygte fra institutionen. Dengang skete det sammen med en anden teenagedreng, der er svensk. Begge blev da fundet igen senere samme dag.

RITZAU