En 16-årig dreng, der er frihedsberøvet i en sag om drab på en 16-årig gymnasieelev ved Folkeparken i Roskilde, indvilger i at lade varetægtsfængslingen forlænge med yderligere fire uger.

Det bekræfter Retten i Roskilde over for Ritzau.

Dermed bliver der intet retsmøde i Retten i Roskilde om emnet torsdag.

Her var det ellers planen, at en dommer skulle vurdere, om der stadig er grundlag for at have den 16-årige dreng fængslet i sagen.

Drabet på den 16-årige gymnasieelev fandt sted den 14. august i Folkeparken i Roskilde på hjørnet af Louisevej, der er en lille blind stikvej.

Samme aften foregik et arrangement i parken, hvor hundredvis af unge var samlet for at markere starten på det nye skoleår. Det kendes også som en "puttefest".

Omkring klokken 17.30 modtog politiet en anmeldelse om en person, der var blevet stukket ned.

Efterfølgende blev en 16-årig elev fra Himmelev Gymnasium i Roskilde fløjet med helikopter til behandling på Rigshospitalet.

På hospitalet afgik drengen ved døden.

Midt- og Vestsjællands Politi kunne klokken 18.50 anholde en anden 16-årig dreng, som blev sigtet for manddrab.

Han blev fremstillet i grundlovsforhør den 15. august, hvor drengen blev varetægtsfængslet i fire uger, fordi han på fri fod ville kunne lægge hindringer i vejen for politiets efterforskning.

Under grundlovsforhøret lød det fra dommeren, at man på baggrund af materiale, som anklageren havde fremlagt i retsmødet, ikke kunne udelukke, at der havde været et opgør mellem to grupperinger.

Anklagerens materiale blev fremlagt i et lukket retsmøde, og det er derfor uvist, hvad det har været.

Midt- og Vestsjællands Politi har dog tidligere oplyst, at det er politiets opfattelse, at knivstikkeriet skete på grund af en konflikt mellem drengene. Konflikten er opstået på et tidspunkt inden episoden i Folkeparken.

På grund af drengens alder er han ikke i fængsel, men er i stedet anbragt og frihedsberøvet på en sikret institution.

RITZAU