En 16-årig dreng er stukket af fra den sikrede institution Bakkegården i Nykøbing Sjælland, hvor han sidder varetægtsfængslet.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en efterlysning på meddelelsestjenesten Politi Update.

Ifølge politiets vagtchef Boje Rasmussen flygtede drengen mandag cirka klokken 15 fra institutionen, der ligger i Annebergparken i Nykøbing Sjælland.

Drengen flygtede ved at hoppe op på taget af en skolebus og over et hegn, fortæller vagtchefen.

- Han har ingen mobil eller penge, siger han videre.

Også i juli lykkedes det den 16-årige at flygte fra institutionen. Dengang skete det sammen med en anden teenagedreng, der er svensk. Begge blev da fundet igen senere samme dag.

Den 16-årige dreng beskrives som 180 centimeter høj, almindelig af bygning og brun i huden. Han har kort sort hår, brune øjne og hageskæg. Han var ved flugten iført hvid polo, sorte hullede og malede bukser.

Hvis man ser drengen, opfordrer politiet til, at man kontakter politiet på telefon 114.

RITZAU