15 mænd er blevet tiltalt i "Operation Goldfinger", der er en sag om indsmugling af ni ton kokain.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Mændene er tiltalt for – i forskellig grad – gennem et organiseret netværk at have deltaget i indsmugling og handel med i alt ni ton kokain fra Holland, Belgien og Tyskland i en periode fra 2012 til sommeren 2019.

Kokainen skal være indsmuglet til Danmark og solgt i Danmark og Sverige.

Desuden er en række af personerne tiltalt for overtrædelse af våbenlovgivningen.

Sagen er efterforsket af politiets særlige enhed Særlig Efterforskning Øst (SEØ) i et samarbejde med en række europæiske lande.

De tiltalte er to danske statsborgere, en svensk statsborger, to statsborgere i Kosovo og ti albanske statsborgere. De er i alderen fra 21 til 50 år.

Flere af de tiltalte er i familie med hinanden, oplyser politiet. De har været varetægtsfængslet siden 26. og 27. juni sidste år. De sidder fortsat fængslet i sagen, som ikke får sin afslutning lige foreløbig.

Sagen er nemlig berammet over hele 63 dage i Københavns Byret fra 4. december 2020 til 9. september 2021.

Den særlige efterforskningsenhed i politiet har efterforsket sagen siden efteråret 2018.

I anholdelsesaktionen i juni 2019 blev der beslaglagt 80 kilo kokain. Derfor drejer en stor del af tiltalen sig altså om kokain, som ifølge anklagemyndigheden er blevet solgt videre.

Anklager Annika Jensen fortæller, at der er tale om en meget omfattende sag. Ifølge hende er der tale om et organiseret og professionelt netværk.

Hun har ikke overblik over, hvor mange penge kokainen angiveligt skal have indbragt.

»Det vil være forskelligt, hvad det er solgt videre for. Men jeg tror, at det er et tal, vi ikke engang ved, hvordan vi skal skrive.«

»Der er forskel på, om man køber et gram eller et kilo. Derfor vil det være svært at sætte et præcist tal på, hvor meget det her kokain er solgt videre for,« siger hun.

Da de tiltalte blev anholdt sidste år, lød det i sigtelsen, at de skulle have smuglet omkring 1650 kilo kokain og heroin til Danmark. Men tiltalen nu ser lidt anderledes ud, forklarer Annika Jensen.

»Nu er vi nået frem til, at de formentlig kun har indsmuglet kokain. Og så har vi udvidet gerningsperioden.«

»Nu er vi gået helt tilbage til 2012, og frem til de blev anholdt i sommeren 2019. Det gør selvfølgelig også, at den mængde, der er blevet indsmuglet, er noget større,« siger hun.

De 15 tiltalte nægter sig skyldige.

/ritzau/