15-årig dømt for hadforbrydelse mod udviklingshæmmet
En gruppe på fire unge udsatte i marts en 40-årig mand med udviklingshandicap for vold, tvang og trusler.
En gruppe på fire unge udsatte i marts en 40-årig mand med udviklingshandicap for vold, tvang og trusler.
Der var tale om en hadforbrydelse, da en gruppe unge udsatte en 40-årig mand med et udviklingshandicap for vold, tvang og trusler.
En 15-årig dreng fra Holbæk er blevet idømt et års ubetinget fængsel i sagen. Det afgjorde Retten i Roskilde torsdag.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fredag morgen fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Hændelsen fandt sted på gaden i Greve en aften i marts i år.
- Manden blev frataget sin hue, og de unge kom med trusler, tvang manden ned på knæ og fik ham til at komme med nedværdigende udtalelser om sig selv. Han blev endvidere brændt med en cigaret, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i meddelelsen.
De fire unge filmede overfaldet og forsøgte at få den 40-årige til at spise en cigaret. Det lykkedes dog ikke.
To af gerningsmændene var under den kriminelle lavalder på gerningstidspunktet.
På grund af deres unge alder får de behandlet deres sag af Ungdomskriminalitetsnævnet.
En fjerde medgerningsmand er endnu ikke blevet identificeret.
RITZAU