Op mod 50 personer endte i slagsmål på værtshuset Don Quijote i Herning efter en superligakamp mellem FC Midtjylland og AaB 3. august 2024.

Mere end to år senere indleder Retten i Herning tirsdag en sag mod 14 AaB-fans, der er tiltalt for grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden.

I alt er 27 mænd tiltalt i sagen. De resterende 13 ventes at tilstå, og deres sager kører derfor særskilt, oplyser specialanklager Christian Skov Poulsen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Ifølge anklageskriftet mødte de tiltalte AaB-fans maskerede op ved værtshuset i Herning og omringede bygningen, hvor flere FCM-fans opholdt sig efter kampen.

Det er anklagemyndighedens opfattelse, at fremmødet havde til formål at indlede et slagsmål med modstanderholdets fans.

Under sammenstødet blev der blandt andet kastet genstande mod værtshusets facade, og flere ruder blev knust, fremgår det af anklageskriftet.

TV Midtvest har tidligere fortalt, at de tiltalte ifølge politiet inden slagsmålet var på vej mod Aalborg i en bus.

Undervejs blev buschaufføren dog lokket til at køre hen til værtshuset af en AaB-tilhænger, der påstod, at de havde glemt en ven i Herning.

Ifølge fodboldmediet Bold.dk kan personer, der deltager i slagsmål eller på anden måde groft forstyrrer den offentlige ro og orden i forbindelse med en fodboldkamp, blive optaget i Det Nationale Karantæneregister, i daglig tale "hooliganregisteret".

En registrering her medfører et forbud mod at overvære fodboldkampe i en periode på to til fire år.

Hertil lyder det, at det ikke er en forudsætning, at man er blevet dømt ved en domstol, for at blive optaget i registeret.

RITZAU