En 12-årig dreng blev onsdag aften tildelt et knytnæveslag, da han kom gående på Ny Banegårdsgade i Aarhus C iført en fodboldtrøje fra Brøndby IF.

Østjyllands Politi efterforsker sagen bredt og er ved at klarlægge de nærmere omstændigheder.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den mindreårige dreng, der blev udsat for vold, var ikke blevet frarøvet sin trøje eller forsøgt truet til dette, understreger politiet.

- Vi vil på ingen måder tolerere den form for vold, som vi så onsdag aften i det centrale Aarhus, da alle skal kunne gå frit rundt i det tøj og de fodboldtrøjer, som de har lyst til.

- Vi har i forvejen et stort fokus på at sikre trygheden for alle borgere, som befinder sig i det offentlige rum, hvor alle skal kunne bevæge sig trygt og sikkert rundt - og det gælder uanset, hvem man eksempelvis støtter af fodboldhold eller klub inden for en vilkårlig sportsgren, siger politiinspektør Brian Voss Olsen fra Østjyllands Politi.

Politiet modtog onsdag aften klokken 18.27 en anmeldelse om, at en mindreårig dreng kort forinden var blevet udsat for vold i det centrale Aarhus.

Ifølge anmeldelsen havde drengen - i forlængelse af en kortere meningsudveksling omkring sin Brøndby-trøje - blandt andet fået et knytnæveslag i hovedet.

En patrulje blev straks sendt til stedet, hvor den 12-årige dreng blev truffet med synlige mærker efter slaget.

Han var angiveligt også blevet skubbet ind i nogle cykler af gerningsmanden.

- Siden vi modtog anmeldelsen har vi haft gang i en intensiv efterforskning, hvor vi har indhentet og gennemset massevis af videoovervågning fra området for at kortlægge de involverede parters færden i tiden omkring episoden, siger Brian Voss Olsen.

På baggrund af efterforskningen blev en 11-årig gerningsperson fredag fundet og tilbageholdt. Efter afhøring blev den 11-årige dreng overleveret til de sociale myndigheder.

Politiet er i gang med at efterforske hændelsen og søger vidner til episoden.

De pårørende til den 12-årige dreng befandt sig ikke langt fra gerningsstedet og er bekendt med episoden.

/ritzau/