En stribe tidligere ministre skal i vinter og næste forår svare på spørgsmål fra en kommission, der undersøger, om borgernes ret til at demonstrere og ytre sig blev trådt under fode ved kinesiske officielle besøg.

For nylig er listen over kommende afhøringer i Tibetkommissionen blevet udvidet. Nu er der planlagt 100 afhøringer.

Blandt de indkaldte er fire regeringschefer - Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke Rasmussen, Poul Nyrup Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt.

Men også syv politikere, der kan skrive forhenværende udenrigsminister på deres cv, skal afgive forklaring. Kristian Jensen, Anders Samuelsen, Martin Lidegaard, Per Stig Møller, Mogens Lykketoft, Lene Espersen og Uffe Ellemann-Jensen er indkaldt.

I det hele taget zoomer kommissionen ind på Udenrigsministeriet. Hele 31 af de 100 personer på listen over kommende afhøringer er eller har haft job som embedsmænd i netop dette ministerium.

Afhøringerne indledes 7. januar og er foreløbig planlagt at vare frem til 20. maj.

Kommissionen har sit navn, fordi den oprindeligt blev nedsat, da det viste sig, at politiet forhindrede sympatisører med Tibet i at demonstrere under et kinesisk statsbesøg i 2012.

Kommissionens første beretning så dagens lys i december 2017. Konklusionen var, at politiet havde begået klart ulovlige indgreb mod borgernes frihedsrettigheder.

For eksempel rev betjente tibetanske flag ud af hænderne på fredelige borgere, og politiet forsøgte også at skjule demonstranter for den besøgende præsident Hu Jintao fra Kina.

Desuden var Folketinget blevet ført bag lyset om, hvad politiet havde gjort.

Politiets ulovligheder kunne forklares med en særlig stemning, som Udenrigsministeriet og Politiets Efterretningstjeneste havde skabt, vurderede kommissionen efter at have studeret politiets håndtering af kinesiske besøg i 2012, 2013 og 2014.

Men i sommeren 2018 nedsatte daværende justitsminister Søren Pape Poulsen (K) kommissionen på ny. Det skyldtes blandt andet, at pensionerede politifolk var stået frem og havde sagt, at politiet også tidligere havde givet efter for kinesisk pres.

Under de kommende afhøringer er der som nævnt stort fokus på Udenrigsministeriet. Men også folk fra politiet, PET, Statsministeriet og hoffet er indkaldt. Heriblandt de to politiledere, som er tiltalt for at have løjet i retten om politiets indsats mod demonstranter.

Desuden optræder et par vidner fra Forsvaret samt personerne FE 01 og FE 02. Det betyder, at Forsvarets Efterretningstjeneste kommer ud af busken for en kort bemærkning.

Deres bisidder er advokat Ulrik Sjølin. Endnu er han ikke blevet orienteret om, hvad kommissionen ønsker at stille spørgsmål om, oplyser han.

Under det genoptagne arbejde har kommissionen i øvrigt gennemsøgt 159 millioner dokumenter. Resultatet af anstrengelserne kan forventes ved udgangen af 2021, har kommissionen tidligere fortalt Folketinget.

/ritzau/