Der var 219 grise i en grisetransport, der onsdag brød i brand på motorvejen ved Vejle, og 11 af de grise måtte aflives.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi torsdag til TV Syd.
De resterende grise blev flyttet over i en anden lastbil og kørt videre.
Indledende undersøgelser tyder på, at branden opstod, fordi bremser, et leje eller lignende overophedede, skriver TV Syd.
Grisetransporten holdt i sydgående retning syd for afkørsel 61a til Vejle C, og den brændende lastbil gav i en periode trafikale problemer på E45 omkring Vejle i retning mod Kolding og Fredericia.
Selve branden var ifølge politiet kortvarig, men politiet var alligevel på stedet i flere timer for at få overblik over, hvor mange dyr der var kommet til skade.
Omkring klokken 21.30 onsdag var vejen atter fuldt farbar.
/ritzau/