Først blev den 11-årige pige bedt om at fjerne sit tørklæde.
Da hun nægtede, fik hun at vide, at hun skulle forlade Prins Henriks Skole på Frederiksberg, hvor hun dengang var elev.
Og det var helt i orden, slår Styrelsen for Undervisning og Kvalitet nu fast i et brev, der er blevet sendt ud til skolen.
Det skriver Kristeligt Dagblad, der har fået aktindsigt i skrivelsen.
Sagen fik stor opmærksomhed i sommer, da elevens far fortalte om sin datters oplevelse i nyhedsprogrammet »Reporterne« på 24syv.
Her fortalte han, at datteren – som havde været tilknyttet skolen, siden hun gik i børnehave – blev stillet et ultimatum:
Tag tørklædet af, eller gå hjem, lød beskeden ifølge faren, der ikke ønskede at optræde i radioen med sit fulde navn.
Få uger efter trak han ifølge Kristeligt Dagblad sin datter ud og lagde sag an mod skolen.
Lektor: Reglerne kan ikke bøjes
Prins Henriks Skole er en privatskole, som følger det franske skolesystem.
Det officielle ordensreglement tilskriver, at det er forbudt for elever at bære symboler eller symbolsk beklædning, der åbenlyst viser deres religiøse tilhørsforhold.
Udfordringen opstod pludselig, da datteren i januar 2023 valgte, at hun fremover ville bære tørklæde i skolen, hvilket faren orienterede skolen om.
Her blev det gjort klart, at hvis hun fortsat ville følge undervisningen, måtte hun droppe tørklædet.
I den forbindelse talte 24syv med Klaus Josefsen, der er ekstern lektor i jura på Aarhus Universitet og advokatfuldmægtig. Bortvisningen er i klar strid med loven, sagde han.
»Det er en indskrænkning af grundlovens religionsfrihedsbestemmelse, og den kan du ikke bøje. Vi er i Danmark og ikke i Frankrig, og her må man ikke lave en materiel begrænsning af ytringsfriheden,« sagde Klaus Josefsen til 24syv.
Styrelsen kommer dog frem til en noget anden vurdering.
»Styrelsen finder således ikke, at skolens forbud mod at bære religiøse symboler og beklædningsdele er uforeneligt med frihed og folkestyrekravet,« lyder det i brevet fra styrelsen, som hører under Børne- og Undervisningsministeriet, ifølge Kristeligt Dagblad.




