Ideen frem for alt

»Det har jo altid været forbudt i Danmark at tænke, når man laver kunst – det måtte man jo ikke, man skulle føle røven af led!«

Ordene er den danske kunstner Albert Mertz’. For Mertz (1920-90) var det ideen og tankerne, der drev kunsten fremad, og hans – for datiden – progressive holdninger gjorde da også, at han i en lang periode bosatte sig uden for landets grænser.

Han var konfronterende og provokerende kompromisløs i sit arbejde med kunst og indtager en særposition i dansk kunst. En position, der placerer ham som legendarisk stjerne iblandt de efterfølgende kunstnergenerationer, der lod sig inspirere af ham. Men samtidig har han aldrig nået den brede berømmelse uden for kunstkredse. For dem der alligevel kender ham, vil det oftest være for hans eksperimenter med røde og blå farvefelter. Et egentlig formuleret koncept bag disse konstruktivistiske eksperimenter opstod først hos Mertz i starten af 1970erne. Alligevel går de to farver igen også i hans tidlige værker.

Når Den Frie Udstillingsbygning her i december viser en stor separatudstilling med Mertz, er det muligt at se denne konsekvente og systematiske side. Men langt størstedelen af udstillingen viser det, arrangørerne kalder den fandenivoldsk-kaotiske Mertz.

I mulige og umulige konstellationer sammenstilles udsnit af verden; baggårde, snemænd, træstammer, postkasser, rækværk. Reklamer fra glittede magasiner og religiøse motiver. Mertz benyttede alle mulige og umulige materialer; der er således lærreder uden blændramme og blændrammer med påspændt pap. En laserende hvid maling på en opsprættet papkasse – så beauvais-logoet stadig skinner igennem. Og der er slikpapir, Disney-figurer og gamle fotografier med påmalede prikker. Mertz’ eksperimentallyd fylder udstillingsrummene som et skrattende lydtapet, og man har mulighed for at se eksperimentalfilmen »So ein ding muss ich auch haben«, som han lavede i 1961 sammen med bl.a. Jørgen Nash og med en lydside af Asger Jorn og Jean Dubuffet.

Hvad er kunst?
Mertz arbejdede gennem hele sin karriere med definitioner, afgrænsninger og overskridelser. I denne eksperimenterende tilgang til verden blev basale spørgsmål vendt og drejet, hvilket udstillingen anskueliggør ved også at vise hans skitse- og notesbøger, som for en stor dels vedkommende vises for første gang. Her hvirvler spørgsmålene op; hvad er kunst?, hvad er en kunstner? Hvem er kunstner? Bliver man kunstner af ydre eller indre tilskyndelser? Hvem laves kunsten for? Har alle mennesker behov for kunst? osv. osv. Mertz-hjernen lod ikke nogen kunstanliggender være i fred, men kom heller aldrig med entydige svar.

Selv om der på udstillingen ligger en avis med diverse tekster om Mertz, havde det, hvis formålet er at Mertz’ krøllede hjerne og mangfoldige værk skal formidles lidt bredere, været en god idé med en mere omfattende form for formidling på selve udstillingen – især til de mange optegnelser, skitser og noter.

Ophængningen udfylder al vægpladsen og er meget vellykket, idet den giver indtryk af et altomfattende livsværk. Den formidler en kunstners livsværk som på én gang kaotisk og så alligevel holdt sammen af en kompromisløs hjerne.