I offentlighedens tjeneste

Alting var bedre i gamle dage. Om vinteren var der sne og is, så man kunne kælke og løbe på ski og skøjter, og når man kom ind fra kulden, var der boller og varm kakao. Om sommeren var der bagende sol, varmt sand og badevand og kolde is, og sommeren strakte sig uendeligt. Der var orden i sagerne. Togene gik til tiden, jævnlig var der interessante programmer i fjernsynet, og Socialdemokratiet blev ledet af visionære, intelligente mennesker.

Også julegaverne var bedre. Da jeg var barn, fik jeg i hvert fald meget bedre julegaver, end jeg får i dag. Og da jeg blev voksen og gik på universitetet, gav jeg i en årrække meget bedre julegaver, end jeg gør i dag. Jeg var nemlig særdeles velbeslået, fordi jeg tog hjem til Aalborg en lille uge før jul og arbejdede som pakkepost. Meget af arbejdet var på overtid, så det var gode penge.

Og Postvæsenet var en rar arbejdsplads. Der var en hyggelig stemning. De faste postbude drillede selvfølgelig »studenterne« en del, men i al fredsommelighed. Det var venlige mennesker med en stærk selvfølelse, med flotte, røde uniformsjakker og blankskyggede kasketter. Og med en stærk ansvarsfølelse. En faglig stolthed, man næppe i samme udstrækning møder i dag.

Dengang var Post- og Telegrafvæsenet en etat, og postbudene var statstjenestemænd. Dengang ville man ikke drømme om at privatisere Postvæsenet; post­udbringningen ansås for at være en så afgørende del af et lands infrastruktur, at den nødvendigvis måtte være et offentligt anliggende.

Sådan ser man ikke på det i dag. Nu er Post Danmark A/S, som den tidligere etat så bøvet hedder, en »virksomhed«, der skal gøres mere lønsom, så staten kan score kassen på at afhænde sine aktier, og derfor bydes medarbejderne ringere og ringere arbejdsvilkår. Det er synd for postbudene, det er synd for borgerne. Og man kan jo ikke lade være med at spekulere på, hvad det næste bliver. For hvis postudbringning ikke er et offentligt anliggende hvad er så?

F.eks. kan det undre, at en anden tidligere etat, Told- og Skattevæsenet, som nu kælent kalder sig Skat, på sin hjemmeside betegner sig selv som en koncern.

Jamen, hallo! A.P. Møller-Mærsk er en koncern. ISS er en koncern. ØK er en koncern. Koncerners overordnede formål er at skabe så stort et afkast for ejerne (aktionærerne) som muligt.

Dette kan aldrig, i en retsstat, være skattemyndighedens formål.

Skattemyndigheden skal inddrive skatter i henhold til lovgivningen. Hverken mere eller mindre.

Så hvorfor i alverden kalder Skattevæsenet jeg nægter altså at kalde det »Skat«! sig da for en koncern?

Sandsynligvis skyldes det bare sproglig ubehjælpsomhed og tidens besynderlige idé om, at alting skal være »erhvervsliv«, også selv om det indlysende ikke er det, og aldrig kan blive det. Universiteterne skal være erhvervsliv. »Fra forskning til faktura«, som forskningsministeren så frejdigt siger, selv om hovedparten af den forskning, der bedrives på et universitet, aldrig kan resultere i, at der udskrives en faktura. F.eks. kan det aldrig nogensinde blive rentabelt at forske i oldengelsk filologi, men det er faktisk heller ikke det, der er meningen med det: meningen er, at vi skal blive klogere. At vi skal få mere viden. Og det er altså ikke al slags viden, som kan omveksles til klingende mønt.

Men hvis Skattevæsenets koncern-betegnelse ikke bunder i tidens funktionelle analfabetisme og almindelige fordummelse, hvad så?

Er meningen så, at skatteopkrævningen, ligesom postudbringningen, på længere sigt skal privatiseres?

Vel næppe. Selv om man da sagtens kan forestille sig, at organisationer med stor erfaring i penge­opkrævning ville være interesserede i at overtage koncernen. Den russiske mafia, f.eks.!

Men selv om betegnelsen kun skyldes sproglig armod, kan den være farlig nok endda. For hvis Skattevæsenet opfatter sig selv som en koncern, og hvis der opstår en egentlig koncernmentalitet så risikerer man jo, at medarbejderne begynder at opføre sig, som om de vitterlig også var ansat i en koncern. Og begynder at arbejde på at maksimere indtjeningen, i stedet for blot, som de jo skal, at inddrive skatter og afgifter i henhold til gældende lov.

Forvirringen er stor. Postetaten er blevet til en erhvervsvirksomhed, som håber på at blive endnu mere erhvervsagtig. Skattevæsenet tror, at det er en erhvervsvirksomhed. Og for nylig så jeg et TV-program om en pony, der troede at den var en hund.

Sådan er der så meget. Og det stopper ikke her.

For vi har en statslig TV-station, Danmarks Radio, som tydeligvis tror, at den er privat.

I Weekendavisen fra den 23. februar dette år, i bogtillægget, så jeg noget, jeg aldrig tidligere har set: en annonce for bogprogrammer i TV. Bogprogrammer fra svensk, norsk og tysk TV. Den slags programmer har de nemlig i andre lande. Kulturprogrammer. Programmer om litteratur, kunst, musik, teater, film. De betragtes som en naturlig, uundværlig del af public service-TV.

Annoncen var indrykket af Verdens TV, en organisation under Copydan Kabel-TV.

Copydans initiativ er prisværdigt. Det er også meget sørgeligt, at det skulle være nødvendigt.

Men det er det jo. For den licensfinansierede public service-station Danmarks Radio har som bekendt skrottet alle egentlige kulturprogrammer i fjernsynet. Bortset fra »Smagsdommerne« på DR2, der jo nærmest er en parodi på et kulturprogram, eftersom flertallet af deltagerne som oftest hverken har interesse for eller indsigt i de kunstarter, over hvis værker de fælder domme.

Programmet fungerer meget halvfjerdserpædagogisk ud fra devisen »Det er vigtigere at mene noget end at vide noget«. Indimellem kan det da være ganske underholdende slag i bolledejen og hø-hø-hø! men det bliver trættende i længden, fordi det helt elementært er kedsommeligt at høre folk udtale sig om noget, som de ikke har forstand på.

»Magasinprogrammer er forældede.« Denne dybe erkendelse hører man jævnligt formuleret, som et evigt gentaget, messende mantra, både fra generaldirektør Kenneth Plummer, hvis kulturelle horisont ifølge ham selv begrænser sig til P3-pop og Playsta­tionspil, og fra den chefgruppe, han har samlet om sig. En erkendelse som altså ikke er mere universel, end at den ikke deles af de statslige TV-stationer i landene omkring os.

Det er da også noget evident vås.

Den gamle toldetat er forvirret om sin identitet. Man kan frygte, at denne forvirring skal udvikle sig til en egentlig identitetskrise.

Det ville være alt for mildt at beskrive Danmarks Radios krise som en identitetskrise. En identitetskrise, det er noget neurotisk. DR er dybt psykotisk:

En licensfinansieret public service-virksomhed som skider højt og flot på sine public service-forpligtelser, især på kulturområdet, og i stedet agerer som om den var reklamefinansieret, med høje seertal som væsentligste succeskriterium.

Dette er naturligvis uholdbart. Dels snydes licensbetalerne, idet de jo så ikke får andet og mere for deres licenskroner, end de får ganske gratis på de reklamefinansierede kanaler. Dels snydes konkurrenterne, de private aktører, TV3 og hvad de ellers hedder, fordi de således udsættes for ublu konkurrence fra statens side.

En ulykkelig situation der så vidt jeg kan se kun kan løses påén af to måder:

Enten besinder man sig i Danmarks Radio og tager sin public service-forpligtelse på sig. Det ville nok kræve udskiftning af en stor del af ledelsen, inklusive generaldirektøren.

Eller man erkender, at DR, på grund af manglende vilje og talent, ikke længere er i stand til at lave public service-TV på et acceptabelt niveau. Og så privatiserer man institutionen og overlader den til markedets vilkår.

Jeg så selvsagt helst det første. Men også den anden løsning ville være at foretrække fremfor den skizofreni, som nu præger DR TVs position i mediebilledet.

Mens vi venter på at se, hvilken vej pendulet svinger, kan vi så trøste os med nabolandenes programmer og den lille, energiske kanal DK4, som utrætteligt, med minimale budgetter, kæmper for at lave TV i offentlighedens tjeneste, sådan som Danmarks Radio skulle og burde have gjort.

Og har fået sin rigelige betaling for at gøre.