Hybridbilen tager stikket

Biler, der både kører på benzin og el, er tidens bedste svar på miljøudfordringen, fastholder Toyota. Næste trin er at give hybriderne strøm fra stikkontakten.

Er bilen ved at blive kvalt i sin egen succes?

Selv på direktionsgangene hos nogle af verdens største bilproducenter trænger spørgsmålet sig på. De kan ellers se frem til salgsprognoser, der må vække jubel: I 2020 vil der køre omkring 1,2 milliarder biler rundt på verdens veje. Det er næsten en fordobling af verdens bilpark sammenlignet med i dag.

Men i stedet for at bestille cubanske cigarer og lægge champagnen på køl har bilproducenterne travlt med at tale om »bæredygtig udvikling«.

Problemet er CO2, som transportsektoren står for en fjerdedel af. Gør bilproducenterne ikke noget ved det, risikerer de, at lovgiverne gør. Resultatet kan blive alt fra bompenge til regulære kørselsforbud.

Ifølge Toyota, snart verdens største bilproducent, er hybridbilen tidens bedste kur mod smeltende poler og hedebølger. Ikke alene nedbringer kombinationen af benzin- og el-drift forbruget, det gør også udstødningen usædvanlig ren, lyder japanernes argument.

Nein, siger de hos VW. Europas største bilproducent tror mere på dieselbiler, udstyret med effektive katalysatorer og filtre mod partikelforurening. Ifølge tyskerne er hybridteknikken for dyr og kompliceret.

Et udsagn der får Gerald Killmann, manager for Toyotas motorafdeling, til at se ud som om han lige har stukket to fingre i stikkontakten:

»Det passer ikke. Tværtimod er benzinmotoren i vores Toyota Prius hybrid mere enkel end en dieselmotor. Ved at kombinere den med en el-motor har den ikke brug for en traditionel gearkasse med alle dens bevægelige dele. Samtidig belastes katalysatoren mindre, fordi hybridteknikken gør det muligt for benzinmotoren konstant at arbejde under optimale forhold, hvor den forurener meget lidt,« forklarer han.

»Hybridteknikken udvikler sig hele tiden. Når tiden er moden, vil vi se hybrider med diesel, etanol og brint, lige som vi er på vej med plug-in hybrider, hvor det bliver muligt at oplade bilens batteri i stikkontakten,« siger han.

Hvornår vil Gerald Killmann dog ikke afsløre. Kun at Toyota venter sig meget af »stikkontakt-hybrider«, der vil gøre det muligt at køre endnu længere på ren el-drift i hybridbilerne. I dag kan en Prius Hybrid køre op til fem kilometer på batteriet alene, inden den atter skal have hjælp af benzinmotoren.

Killmann og Toyota kan glæde sig over, at bilkøberne ikke er nær så skeptiske som konkurrenterne. Forleden trillede Toyota hybrid nummer én million af samlebåndet. Blandt de miljøbevidste ejere i USA, hvor hybriderne er blevet et kæmpehit, ses Hollywood-stjerner som Brad Pitt og Leonardo DiCaprio.

Den slags celebrity-ambassadører skaber massiv hype om hybridbiler bare ikke i Danmark. Her har skeptikerne tilsyneladende en pointe, når de kalder hybridteknikken dyr. Herhjemme sælges Prius, der kører 23,3 km/l, stort set ikke. Heller ikke selv om de nye afgifter har reduceret prisen fra 430.- til 390.000 kroner. En Toyota Avensis i tilsvarende størrelse og med 1,8 liters motor, der kun kører 13,9 km/l, er fortsat 65.000 kroner billigere, så god økonomi vejer åbenbart tungere end ren samvittighed.

Godt for danske bilkøberes pengepung, men skidt for miljøet: Hvor Avensisen udleder 171 gram CO2 per kilometer, nøjes Prius med 104 gram.