Hvorfor får Kaj Munk et forskningscenter?

Hvornår får vi en forskningsbaseret belysning af den fristelse, som fascismen og nazismen udgjorde for mange borgerligt, kirkelige danske i mellemkrigstiden? Det vil der ærlig talt være mere ræson i end et forskningscenter for Kaj Munk, mener kronikøren.

Forleden kunne man i Berlingske Tidende læse, at der nu åbnes et Kaj Munk-forskningscenter på Aalborg Universitet. Dets oprettelse er muliggjort i kraft af en bevilling på 7 mio. kr. på den seneste finanslov - sikret af Dansk Folkepartis to prælater Krarup og Langballe. De har tidligere fået iværksat en forskning vedr. »Den Kolde Krig«. Der er hermed tale om et nybrud i dansk parlamentarisme: Folketingsmedlemmer kan - hvis de har de rigtige forbindelser - få iværksat forskning, som vedrører deres særlige interesser.

Men det er tankevækkende, at de to Tidehvervs-præster har valgt at lade Munk være deres seneste forskningsprioritet. Han var nemlig i høj grad præget af den sentimentaliserede kristendomsforståelse, som de første Tidehvervs-folk opponerede stærkt imod - det Tidehverv, som pastor Søren Krarup i dag har fået omdannet til en af landets mest højreorienterede foreninger. Det fremgår af Kaj Munk-centrets hjemmeside, at opgaven bl.a. skal være at gennemføre »en nutidíg forskning« vedrørende emner, som Munk »kastede et kritisk skrålys på som f.eks. stat, parlamentarisme, fascisme«. Men den beundring for Mussolinis og Hitlers styre, som Kaj Munk gav udtryk for i mange foredrag, artikler og bøger, var nu hverken kritisk eller skrå. Den var tværtimod både ukritisk og lige på. Det er en af Per Stig Møllers hovedpåstande i den store Munk-biografi, som han udsendte i år 2000, at Munk senere lagde afstand til sin foragt for demokratiet. Men ikke med et eneste citat godtgør han denne hovedpåstand. Tværtimod fremhæver Per Stig Møller, at tilliden til folkestyret aldrig synes at have indfundet sig hos Munk. Han afviste iflg. Per Stig Møller »alle kendte (politiske) systemer.« I stedet ønskede Munk »et helt tredie og aldrig før prøvet: den kristne verdens- og samfundsorden« - hvad det er så er for noget? Munk forestillede sig et samfund baseret på den »kristne heroisme« og en styrket kongemagt med rådgivende stænder. Munk kaster altså ikke blot et kritisk skrålys på folkestyret. Han tager klar afstand fra det.

Hvad var det, der fik Munk til at beundre Mussolini og Hitler? Mht. sidstnævnte henviser Per Stig Møller til dennes opgør med nazismens venstrefløj ledet af Ernst Röhm. Da han var ved at udvikle sig til en farlig rival beordrede Hitler i dagene omkring 30. juni 1934 et blodbad på Röhm og hans folk. »Dette at Hitler selv turde stå frem og tage ansvar har nok imponeret Munk« - skønner Per Stig Møller - idet han samtidig »bebrejdede de demokratiske politikere, at de skubbede ansvaret fra sig (hvilket ansvar?). Det var dette mod til at handle og bryde alle konventionelle (dvs. demokratiske!) spilleregler, der formentlig overbeviste Munk om Hitlers enestående kvaliteter sammenlignet med de demokratiske politikere, som han ikke havde meget til overs for. ... Nu var han ikke i tvivl om mandens (Hitlers) historiske mission og storhed« (mine fremhævelser).

Men hvordan kan Per Stig Møller dog få sig selv til at angive dette Röhm-opgør som selve årsagen til Munks Hitler-beundring? Hvordan skulle det kunne begrunde Hitlers »enestående kvaliteter« og »historiske mission og storhed«? Er handlekraften også for Per Stig Møller i sig selv et gode - ganske uanset dens mål og midler?

I sin biografi fastslår Per Stig Møller beroligende, at Munks Hitler-beundring kun varede et års tid, nemlig i perioden 1934-35. Men, hvis han havde læst sit eget værk lidt grundigere, ville han have kunnet konstatere, at påstanden om Munks kortvarige Hitler-begejstring ikke holder stik. 26. september 1936 skrev Munk således: »Ingen dansk kan ære Hitlers dåd mere end jeg«. 13. marts 1938 fandt han det »umuligt andet end at prise det Hitlerske styre for klogskab over klogskab«. 29. januar 1939 postulerede han, at Hitler var så »nær ved at være en Gud, som det er muligt, når han dog blot er et menneske«. 5. november 1939, mente Munk, at Hitler er »den tysker, der blev vor tidsalders verdensnavn, medens han kæmpede (på grundlag af) sin egen korsfarertanke om Blut und Boden i fredens vældige navn«. Det er skrevet to måneder efter, at Hitler - i fredens navn? - angreb Polen og dermed indledte Anden Verdenskrig. Ikke desto mindre kan man i Berlingske Tidendes omtale af Kaj Munk-centret læse, at Munk kun »i begyndelsen af 1930erne flirtede lidt (!) med nazismen«, og at han »fra slutningen af 1930erne vendte sig stærkt mod nazismen«. - Ja, det er der meget, der tyder på. Hvad der imidlertid virker særlig provokerende er, at Kaj Munk fortsatte sin Hitler-beundring også efter, at Danmark var blevet besat af Nazi-Tyskland. Første gang skete det i juli 1940 på Ollerup Gynmastikhøjskole. Her blev Hitler bl.a. karakteriseret som »en af verdenshistoriens største skikkelser«. Måneden efter talte Munk ved et møde på Gerlev Højskole for medlemmer af Studenterforeningen ved Københavns Universitet. Her udbredte han sig bl.a. om, »at demokratiets sandhed blev til løgn, at folket ikke styrede længere, men en præstekaste af golde debattører holdt sig ved magten ved brød og skuespil: Brød i form af understøttelser og skuespil i form af periodisk tilbagevendende hanekampe, der kaldtes for valg«. Det er i sandhed en smuk vurdering, Kaj Munk her værdiger et at Europas mest grundfæstede demokratier - hans eget fædrelands.

Da Berlingske Tidende for et par år siden bragte en række artikler i anledning af Den Store Danske Encyklopædis ukritiske og mangelfulde omtale af venstrefløjens kommunistiske fortid, foreslog jeg, at avisen også redegjorde for, hvordan store dele af den danske borgerlighed og kirkelighed nærede beundring for fascismen og nazismen i mellemkrigstiden. I en kommentar til mig fandt professor Bent Jensen, Syddansk Universitet en sådan artikelserie irrelevant, fordi denne borgerlige fascisme-sympati er »særdeles velkendt«. Men kendskabet til, hvor langt ude til højre mange danske borgerlige var, er efter mit skøn langt mindre end kendskabet til den lille skare danske venstre-intellektuelles pinlige beundring for sovjet-kommunismen.

Konservativ Ungdom har ganske uberettiget måttet bære hovedbyrden af fascismebeundringen her i landet. De ældre Konservative var skam godt med - med formanden for den Konservative Rigsdagsgruppe 1920-31 Victor Pürchel i spidsen. Han forlod siden partiet og dannede sit eget lille naziparti. I 1932 kunne den senere Konservative udenrigsminister i VK-regeringen 1950-53, Ole Bjørn Kraft, udsende sin bog »Fascisme - Historie, Lære, Lov« på Gyldendals Forlag. Her skønnede han, at fascismen kunne »inspirere endogså gamle demokratiske, folkestyrede samfund til nyttige og tidssvarende reformer«.

I 1934 skilte Venstres højrefløj sig ud som Det frie Folkeparti - fra 1939 Bondepartiet. Det blev den i 1931 grundlagte Landbrugernes Sammenslutning, LS' talerør i Folketinget. LS' ledelse var åbenlyst nazi-orienteret. Alligevel organiserede denne alternative landboorganisation omkring halvdelen af de danske landbrugere. Bondepatiet gik senere i direkte samarbejde med det danske naziparti.I Indre Mission var mange glade for Hitler. Han talte meget om Vorherre, var puritansk moralsk og afskyede såvel pornografi som homofili. Mange grundtvigianere sværmede for nazismen. Den dengang meget læste sønderjyske forfatter Marcus Lauesen skønnede ligefrem, »at halvdelen af den danske højskole er nazistisk«. Hans konstatering vakte megen opsigt, og den medvirkede til, at højskolefolket afholdt et møde i Odense i april 1934, hvor ca. 1500 mødte frem. Men forsamlingen kunne end ikke enes om at vedtage en ganske intetsigende resolution mod nazismen.

I 1936 dannedes det kristeligt, sociale parti Dansk Samling, som også nærede sympati for dele af nazismen. Og senest er det kommet frem, at Ole Wivel og Knud V. Jensen i deres yngre dage nærede fascistoide sympatier. Kaj Munk stod langt fra alene.

Endelig udtrykte en række borgerlige aviser sympati for Mussolini og Hitler. Det kan man få et indtryk af ved at læse Gerhardt Eriksens bog om Jyllands-Posten »Sider af avisens historie« (1990) - i 1931 blev Kaj Munk knyttet som fast skribent til denne avis, Rasmus Kreths »Pilestræde under pres« (1998) om de berlingske aviser 1935-45, og det socialdemokratiske tidsskriftet »Louis«, som kun nåede at udkomme med et enkelt nr. i 1988. Hvornår får vi en forskningsbaseret belysning af den fristelse, som fascismen og nazismen udgjorde for mange borgerligt, kirkelige danske i Mellemkrigstiden? Der havde været større grund til at yde 7 mio. kr. til et sådant projekt end til et Kaj Munk-forskningscenter.