Hvem arver huset ved særeje?

Når mand og kone har særeje, risikerer den længstlevende at stå tilbage med meget lidt.

Der kan være god grund til at få tjekket en gammel ægtepagt med særeje, hvis forholdene har ændret sig. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Colourbox

? Min kone og jeg var i 1979 selvstændige forretningsdrivende, da vi oprettede en ægtepagt, hvor vores private bolig skulle overdrages til hende: »Vort fællesbo tilhørende ejendom matrikel o.s.v. ved skøde af 23.5.1966 med grund, bygninger, tilhørende og tilliggende og med de ejendommen nu påhvilende servitutter og andre byrder, hvorom henvises til ejendommens blad i tingbogen, fremtidig skal tilhøre mig R..... Hansen som særeje... "

Ægtepagten er tinglyst, citat: »Foranstående ægtepagt af 9. august 1979 godkendes herved i medfør af § 36 i lov nr. 56 af 18. marts 1925 om ægteskabets retsvirkninger«.

Vores spørgsmål er: Hvad sker der med huset, hvis konen dør først ? Er det længstlevende, altså manden, der arver huset, eller er det vores to børn?

Med venlig hilsen hr. og fru Hansen

! Huset er gjort til særeje, og det betyder to ting: Hvis I ud over huset har fælleseje og fællesbørn, kan du undlade at skifte fællesejet, men ikke særejet.

Når huset skiftes, får du ikke boslod heraf, idet huset tilhører din hustrus bodel. Derimod får du boslod af fællesbomidler.

Hvis du for eksempel har en nettoformue på en halv million og din hustru har en nettoformue på 400.000 kroner og huset har en værdi på tre millioner kroner, så er din boslod på 450.000 kroner, og det, der falder i arv efter din hustru, er 3.450.000 kroner.

Hvis huset var fælleseje, ville din boslod være 1.950.000 kroner. I bør gå til advokat og få hjælp til at vurdere, om særejet skal ophæves – det tror jeg kan være en god idé, og samtidig bør I få drøftet behovet for et testamente.

Med venlig hilsen Allan Ohms, advokat (H), www.ForumAdvokater.dk

Læs også: Er min søn universalarving?