Hva’ så der, Don Juan?

Er Peter Langdal en instruktør i krise? Det er der noget, der tyder på. Han kan så meget. Tør så meget. Men med iscenesættelsen af musikforestillingen »Don Juan« på Betty Nansen Teatret viser han vrangsiden af sit store instruktørtalent. Nemlig den fjollethed, på grænsen til det barnagtige, der i perioder har truet med at få overtaget i hans iscenesættelser.

Jeg spørger bare: Hvorfor fornærme publikums intelligens? Og hvad værre er: Hvorfor fornærme sin egen? Hvorfor dog kravle, når man for længst har lært at gå?

Den frække, uhøjtidelige klassikerleg, der startede med »Gynt« og fortsatte med »Købmanden«, er nu endt i en kunstnerisk blindgyde. Men godt Peer Gynt er ikke halvt fuldendt. Seneste aftapning henter stadig lidt fra alle hylder. Rap-musikken og skuespillet er her stadig. Kunne standuppernes verbale frækhed, som her er udeladt, måske have gjort »Don Juan« mere interessant? Tilbage står i hvert fald en musikforestilling, der får lov til at køre i sit ensidige spor fra starten, og som ikke rummer den mindste overraskelse efter de første tre minutter. Uden ideer til at fylde tomheden ud med. Her bliver instruktørens lystfyldte generøsitet til ingenting. Forestillingen minder mest af alt om en selvfed ungdomsmusical, der flintrer forvildet omkring, parat til at gribe hvilket som helst indfald. Betty Nansen Teatret temmelig krampagtigt nede med de unge. Men, yo Peter, hvor fuck er niveauet henne, homeboy?

Reducerende
Er Frederiksberg-teatrets infantile, reducerende og karikerende behandling af klassikerne i det hele taget ikke ved at blive et vildspor? Tanken er, at man har villet modernisere Molières og navnlig Mozarts historie om den kyniske kvindebedårer. Man har sat Thor Bjørn Krebs til at skrive en tynd libretto uden synderlig intellektuel tyngde og den unge komponist Søren Kjærgaard til at lege vildt og voldsomt med de musikalske stilarter – fra opera til rap til r&b.

Man har ønsket at holde sig til Mozart-operaens handlingsskelet. Hvorfor dog? Nogle er ikke værd at lade sig udfordre af. Havde dramatikeren ikke kunnet skrive en meget mere interessant, nutidig og fængende tekst, hvis han var blevet sat fri? Jeg mener, der er jo nok af narcissistiske Don Juan-typer i vores knep-og-smid-væk-samfund. Eller nok nymoralistisk snerpethed, for den sags skyld. Resultatet er et mildest talt redundant manuskript, hvor få pointer udlægges, gentages og forklares til bevidstløshed.

I stikken
Hvad der er lige så trist: Den lader sine sanger-skuespillere i stikken. Don Juan skal beherske sproget og spillet. Han skal ikke bare kunne lægge damerne ned, men også sit publikum. For ganske vist udfolder han sine drifter på baggrund af knuste skæbner. Men der bor en Don Juan i os alle. Han tør alt det, vi ikke tør. Den side af sagen har Langdal helt tjek på. Den er omdrejninsgpunkt for hans tolkning af manden og myten. Hans kvindebedårer siger selv, at han kæmper for kærlighedsdriften i et bornert, primitivt og småborgerligt samfund: »Jeg gav mig selv hver eneste gang.« Og her bliver man kun forført, fordi man i virkeligheden gerne vil selv.

»Historien handler ikke kun om mig. Den handler om jeres krøllede indre. I vil ha’ mig ud af jeres indre,« som casanovaen siger til os mod slutningen. Jo tak, den er vi stadig med på.

Som titelfigur er Zaki en lækker, streetwise hustlertype i spidse sko med en indsmigrende, kælent-monoton replik og et afvæbnende smil. Men er hans ejendommeligt blødt-anonyme figur en match for Caroline Hendersons (svensksyngende!) pragtfulde Donna Elvira, forestillingens forsonende element, givet i den helt store torchsong-divastil? Bliver han nogensinde det filosofiske og autoritative centrum, den fri udfoldelses desperate frihedskæmper, han må være? »Omvendelsen«, da straffen nedkaldes over hans hoved, falder til jorden – den kan han ikke spille. Og bedre bliver opløsningen ikke af, at Blæs Bukki, hvis rap er elektronisk forvrænget til uforståelighed som den straffende dødbider-stengæst, moralens vogter, der sender Don Juan i helvedes flammer, savner fundamentalt dramatisk talent.

Med arme og ben
Det kan man ikke sige om Al Agami, der får lov til at vise lidt charme som den både trofaste og undrende tjener og håndlanger. Eller om Joachim Knop, som kastes ud i en sprællemandsparodi på en af operaens smægtende figurer, mens Kaya Brüel som hans vil-vil-ikke-forlovede, et andet af Don Juans ofre, reduceres til en kølig sag, der mest af alt tager på sig selv og sin silkeham. Og som det jalousi-plagede, unge naive par, der går i fælden, kæmper velsyngende Laus Høybye som i en bedre sags tjeneste, mens Szhirley som hans påskekylling af en brud kun lejlighedsvist får lov til at folde sin skønne r&b-fraseringer ud. I det hele taget tvinges ensemblet til at fægte med arme og ben som kompensation for manglende ideer i en forestilling, der afleveres som en bastard mellem forpustet, larmende fransk farce og operaparodi uden mange oaser.

»Don Juan« handler om en forfører i verdensklasse. Men er denne rodebutik i stand til at forføre nogen? Den har musikken, lejlighedsvist glimrende, men det er ikke nok.

I to omgange blev Peter Langdal afvist som skuespilchef på Det Kongelige Teater, selv om han var den eneste oplagte kandidat til posten. En forbrydelse mod Peter Langdal – og ikke mindst en forbrydelse mod Det Kongelige Teater selv. Det behøver vi ikke trampe mere rundt i. Men tilbage står spørgsmålet: Hvad nu, Peter Langdal?