Da det omsider lykkedes ham at flygte fra fængslet og vende tilbage til livet, tog han hul på en bemærkelsesværdig tilværelse. Han var blevet forrådt af sine venner og havde i årevis uden at vide hvorfor siddet indespærret omgivet af pibende rotter og mørke mure. I fængslet mødte han en klog gammel medfange, der betroede ham, hvor han kunne finde en formue, hvis han engang skulle slippe ud. Og da vores helt ved lykkens gunst omsider blev fri, tog han hul på fremtiden som en livsklog og stenrig mand. Han tog titlen som greve, satte sig for at få hævn, og resten er historie. Det helt store spørgsmål i historien om Greven af Monte Cristo er imidlertid ikke, hvordan hævnen tog sig ud, men hvordan hovedpersonen gradvis bliver bekendt med sit eget dystre indre. Hovedpersonen i Alexandre Dumas udødelige fortælling bliver sendt ud i verden med alle muligheder for at vælge bane, og i starten glæder man sig unægtelig til at se de underlødige bæster fra fortiden få deres bekomst. Men billedet vender. På et tidspunkt sætter hovmodet nemlig ind, og greven begynder at se sig selv som den, der kan definere retfærdigheden på jorden. Tingene løber løbsk for ham, for hovmodet er selve den kraft, der hindrer et menneske i at erkende sin position i livet.
Hovmodet er den vigtigste af de syv middelalderlige dødssynder. Det er hovmodet, der trækker mennesket væk fra Gud, idet det bygger på den forestilling, at man slet ikke behøver nogen guddommelig almagt at forholde sig til. Man benægter den rollefordeling, der er fundamentet i den givne orden, hvor Gud er skaber, mens jeg er hans skabning, og når man gør det, vil man i en eller anden grad opbygge en verden af egne regler. Og hovmod må endelig ikke forveksles med grådighed, for grådighed er en umiddelbart synlig egenskab, der kan blomstre omkring et kaffebord med et begrænset antal kager. Hovmodet, derimod, er langt mere raffineret. Det kan fremstå som et idealistisk tankesæt båret af virkelyst og fremsyn, der i starten overdøver de mørke aspekter. Peter Brixtofte blev ikke fældet af grådighed. Han blev fældet af sit hovmod, fordi han ikke kunne magte beruselsen over, at folk i hans lille kongerige rent faktisk gjorde, hvad han sagde. Og uden at have udrettet noget, der bare minder om Brixtoftes livsværk i Farum, har Københavns teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam udvist lignende tendenser. Med det offentliggjorte vellevned afsløres det, at Klaus Bondam ser sig selv som én, der har ret til at spise og drikke på første klasse for andres penge, og det er alt rigeligt. Det er udtryk for en skamløs selvopfattelse, der tillader de grænseoverskridende gerninger, og netop skamløsheden i mennesket maser sig i vores tid på. Oven i købet med vores egen velsignelse.
Hovmodet har nemlig fået andre navne. I dag bliver det ofte opfattet som en charmerende evne til at se stort på normer og sætte sin egen brændende vilje igennem. Hovmod er blevet til styrke, hvilket klart kommer til udtryk i elitesportens verden, hvor man virkelig oplever det moderne menneske i fri udfoldelse. Få steder er persondyrkelsen så massiv som her, og for mange sportsfolk er hovmodet nærmest en grundlov. Mennesket ses nemlig som et væsen, der kun har sig selv at takke for de gode ting i livet, og derfor er man heller ikke nogen skyldig, hvilket i kristen forstand er det samme som at vende Gud ryggen. For i forholdet til Gud skylder vi alt, vi skylder ham selve livet, og den, der erkender det, mærker sin samvittighed. Men den hovmodige, der har skabt sin egen verden, har i samme bevægelse lammet en del af samvittigheden, og hovmodet spiller for eksempel en stor rolle for fænomenet Bjarne Riis. Åbenlyst kan denne mand ikke komme fri af sit eget verdensbillede, og Riis fremtoning under den berømte dopingbekendelse for nylig viste først og fremmest, at han stadig ikke begriber, hvor meget han har forbrudt sig mod en fælles norm. Han anerkender slet ikke, at sådan en findes, for der findes kun det, der er fremdyrket af ham selv, og tilbage står det tomme og uforstående blik, når omverdenen råber op. I sportens univers optræder hovmodet hver eneste dag under navne som målrettethed, frækhed og mangel på respekt for enhver autoritet. Moderne dyder til overmål. Bjarne Riis endte med at overspille sin rolle, men blandt sportsfolk udklækkes det ene lille ubøjelige individ efter det andet med en fast tro på, at stort set alt godt på jorden falder tilbage på mennesket selv. Og derfor skylder vi ikke nogen noget. Derfor er vi autonome.
Man kan langsomt blive viklet ind i hovmod uden selv at opdage det, men i kollektiv forstand er det åbenlyst. Vores forhold til kloden og miljøet omkring os afslører et gigantisk menneskeligt svigt og en udsøgt mangel på taknemmelighed over for det skabte. Vi evner ikke at føle tilstrækkelig stor ærbødighed over for naturen, og den danske teolog K.E. Løgstrup mente, at netop den indstilling er tegn på, at mennesket efterhånden opfatter sig selv som den »eneste aktør på verdensscenen«. Mennesket er så forblændet af sin egen udfoldelse, at det i stedet for at holde fast i rollen som ydmyg modtager af det ubegribelige udvikler en selvfølgelig ejerfornemmelse i synet på det. Som modtræk mente Løgstrup, at vi skal bestræbe os på at lade vores »holdning svinge 180 grader omkring dens egen akse og gøre os det klart, at universet ikke er vor omgivelse men vort ophav«. Når vi krænker omgivelserne, krænker vi nemlig også den skabervilje, der er årsagen til os selv, og vi bliver til en enerådig skabning på jorden, for hvem der ikke findes noget tvingende argument for at sælge den store bil, flyve noget mindre, slukke for strømmen og rydde op efter sig, når man har været på skovtur. Der findes ikke nogen at sige tak til og stå til ansvar for der findes kun en grænseløs frihed til at benytte sig af alt det smukke, der eksisterer for øjnene af os. Lige så længe det varer.
Ifølge 1. Mosebog i Det Gamle Testamente blev mennesket forvist fra Paradis, fordi det blev for egenrådigt og ikke længere ville nøjes med at være Guds skabning på Guds præmisser. I fortællingen om Greven af Monte Cristo bliver mennesket i stedet frigivet fra Helvede og sendt ud for at finde sin plads i verden, og greven beslutter sig for egenhændigt at genoprette retfærdigheden på jord. Han har på egen krop følt den gå til grunde, og ganske opslugt af sin personlige lidelse tager han en pompøs titel og påberåber sig retten til at være øverste myndighed. Vi andre gør det samme, for mens de færreste af os er blevet krænket så voldsomt som denne greve, er vi lige så bundet af hver vores lille historie og ønsket om at skabe de vilkår, der bedst kan bekræfte os i eget verdensbillede. Og i troen på at vi kan omgås skyldigheden til selve dette at have fået livet. Det er nemlig det, den hovmodige vil. Han vil leve, som om han er fritaget for både skyldighed og ydmyghed, og det gælder, uanset om man er cykelrytter, borgmester, bankdirektør eller en undsluppen og hævntørstig straffefange. Det ligger i mennesket at tage et opgør med det, der begrænser, fordi begrænsningen hver dag på ubehagelig vis minder os om, at vi i sidste ende er underlagt noget helt andet end os selv. Vi taler nødigt om skyldigheden i forholdet til vores eget ophav, men vi arbejder os støt og roligt dybere ind i den, og spørgsmålet er, om vi ligesom Greven af Monte Cristo på et tidspunkt vil nå frem til erkendelsen af, at grænsen er nået. At nu er det blevet tid til at blive sig sin ydmyge position på jorden bevidst, for hovmodet er i fuld gang med at bide sig fast. Og det føles skæbnesvangert. Det føles, som om det i længden kan gøre mennesket til en temmelig ensom eneste aktør på verdensscenen.
Tidligere kronikker i serien om de syv dødssynder:
Optakt ved Claes Kastholm Hansen. 1. juli
Dovenskab. Lars F.H. Svendsen. 5. juli
Misundelse. Morten Ebbe Juul Nielsen. 11. juli
Frådseri. Lars Hedegaard. 13. juli
Vrede. Christopher Arzrouni. 18. juli
Utugt. Henrik List. 20. juli
Griskhed. Jan Lindhardt. 25. juli
UNORMALPRIS
Digital adgang + avisen lørdag: 59 kr. i 5 uger
