Voi indfører lav-hastighedszoner flere steder i København

Virksomheden Voi er begyndt at sænke hastigheden på deres elektriske løbehjul i zoner, hvor kunderne ikke må køre på løbehjulene, for at få dem til at hoppe af og trække dem. Nu indfører de zoner i København.

Blandt andet når kunder hos Voi kører ind på Nyhavn, vil det elektriske løbehjul begynde at sænke farten til gåhastighed. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Svenske Voi, der er en af de virksomheder, der udlejer elløbehjul i København, sænker nu hastighedsgrænsen på virksomhedens løbehjul til seks kilometer i timen, når brugerne bevæger sig ind i bestemte zoner i København.

Det fortæller landechef for Voi i Danmark, Eric André:

»Vi er meget tilfredse med, at vi nu indfører zoner med lav hastighed i København. Sikkerhed er afgørende for os som virksomhed, og det her understreger, hvordan vi er er med til at definere måden, vi bevæger os på i danske byer,« siger Eric André.

Virksomheden befinder sig stadig i en »testfase« af zonerne, men oplyser til Berlingske, at den lige nu har 20 zoner med en ekstra begrænsning på hastigheden, herunder Strøget, Nyhavn og Islands Brygge.

Hastigheden sættes ned fra 20 kilometer i timen til seks kilometer i timen i zonerne, da elløbehjulene kun må køre på cykelstierne. Formålet er derfor at få brugerne til at hoppe af løbehjulene og trække dem i stedet, når de for eksempel kører ind på Strøget.

»Vores brugere kan lokalisere zonerne i appen, og når de kører ind i en zone med begrænsning på, vil løbehjulet automatisk sænke farten til de seks kilometer i timen, som er gåhastighed. Det er et naturligt skridt for os i udviklingen af vores virksomhed og vores arbejde med at integrere elløbehjulene i byer, at der bliver sat en lav-hastighedsgrænse på løbehjulene i områder, hvor man slet ikke burde køre på dem,« siger Eric André.

Der kan dog være en smule forsinkelse i forhold til GPSen, når VOIs elløbehjul kører ind i zonerne med lav hastighedsbegræsning.

Flere dødsulykker

Elløbehjulene har skabt global debat efter flere dødsulykker verden over, herunder i Helsingborg i Sverige, hvor en 27-årig mand i maj blev dræbt, da han var på vej ned ad en bakke på elløbehjul og blev ramt af en bil.

Et af kritikpunkterne har blandt andet været, at betalingsmodellen opfordrer brugerne til at køre stærkt. Det skyldes, at brugerne betaler pr. minut, de kører, og ved at sætte farten op i sidste ende betaler så lidt som muligt for turen.

Herhjemme har elløbehjulene også gentagne gange været centrum for kritik, både hvad angår, hvor klimavenlige de reelt er, og hvor stor en sikkerhedsrisiko de udgør i trafikken, efter at der i Region Hovedstaden bliver registreret flere og flere ulykker, hvor elløbehjul er involveret.

Sidstnævnte har blandt andet betydet, at Voi også har indgået et samarbejde med Aarhus Kommune om at sænke farten på virksomhedens 150 elløbehjul i byen på bestemte zoner for at øge sikkerheden.

Dermed ryger farten automatisk ned på to kilometer i timen, når elløbehjulene bevæger sig ind på gågader eller på pladser i Århus, hvor det ikke er tilladt at køre. Det samme gælder på gågaden i Vejle.

Farten på de populære elløbehjul er ligesom i København også blevet sænket til seks kilometer i timen på en gågade i Göteborg og snart følger samme begrænsning for de elektriske løbehjul på flere gågader i Malmø.