Tour de France 2021: Her er hele ruten gennem København

Rytterne i Tour de France skal til juli næste år køre en 13 kilometer lang enkeltstart gennem København på »en rute så flad som en pandekage«.

 
Se ruten: Her skal Tour de France-rytterne køre enkeltstart i København. Grafik: Ida Jerichow Fold sammen
Læs mere

Det begynder på H.C. Andersens Boulevard, og det slutter 13 kilometer senere på Rådhuspladsen.

Fredag den 2. juli næste år bliver Tour de France 2021 skudt i gang i København med den såkaldte Grand Départ og en enkeltstart på 13 kilometer gennem byen.

Undervejs kommer rytterne forbi blandt andet Søerne, Fælledparken, Den Sorte Diamant, Langelinie og Nyhavn, inden rundturen slutter på Rådhuspladsen.

Har rytterne tid og overskud, kan de »hilse på Den Lille Havfrue« på »en etape så flad som en pandekage«, som det hedder.

Turen gennem København kan ifølge Touren selv byde på »endnu en rekord«.

Detaljerne i enkeltstarten og de efterfølgende to etaper i Touren 2021 i Danmark er netop blevet præsenteret på et pressemøde.

På kortet og i videoen her kan du se hele ruten gennem København.

GRAFIK

Dagen efter, 3. juli, fortsætter Touren med en 199 kilometer lang etape fra Roskilde til Nyborg. I øvrigt samme weekend, som der er Roskilde Festival.

Ruten begynder i selve Roskilde og vil undervejs køre over Storebæltsbroen, hvor der venter en 18 kilometer lang »episk kamp«.

GRAFIK

På tredjedagen i Danmark skal rytterne til det sydlige Danmark og en 182 kilometer lang etape fra Vejle til Sønderborg.

Undervejs skal de blandt andet forbi Jellingstenene og Gråsten Slot.

Ruten kan meget vel ende med en massespurt i Sønderborg, lyder vurderingen.

Når de tre dage i Danmark er afviklet, har rytterne deres første hviledag, og Touren vender hjem til Frankrig.

Danmark bliver i 2021 det tiende land i Tourens over 100 år lange historie til at lægge asfalt til Grand Départ.

GRAFIK