Sidste år blev der lagt 307.767 p-afgifter i de københavnske bilisters forrude

Og det skyldes blandt andet, at flere bilister ikke betalte for at parkere sammenlignet med i 2017, viser parkeringsopgørelsen fra 2018 fra Center for Parkering.

Foto: Celina Dahl

Knap en million.

Så mange betalingsparkeringer blev der foretaget i København hver eneste måned sidste år, viser Center for Parkerings nye parkeringsopgørelse fra 2018, der netop er blevet offentliggjort.

Af den fremgår, at oktober blev parkeringstopscorer med 1.172.718 betalingsparkeringer, mens færrest bilister betalte for at parkere i juli, hvor tallet var 940.429.

Samtidig viser parkeringsopgørelsen, at Københavns Kommunes p-vagter skrev færre p-afgifter i 2018, end tilfældet var i 2017, og mens der sidste år blev skrevet 307.767 p-afgifter, blev der i 2017 skrevet knap 2.500 flere, svarende til 310.298 p-afgifter.

Der var således en smule færre bilister, som oplevede at finde et surt stykke papir i forruden i 2018.

Til gengæld fik flere bilister i 2018 deres p-afgift på grund af manglende betaling, og således blev der pålagt 11.870 flere p-afgifter for overtrådte betalingsregler i 2018 end i 2017.

Ifølge parkeringsredegørelsen er manglende betaling den hyppigste parkeringsforseelse og årsag til at få en p-afgift i Københavns Kommune.

I 2017 blev 88.904 afgifter pålagt på grund af manglende betaling for parkering, mens tallet i 2018 steg til 100.774. Det svarer til, at næsten en tredjedel af alle skrevne p-afgifter i 2018 skyldtes manglende betaling.

Alligevel kan man ikke konkludere, at bilister i København er blevet dårligere til at betale for parkering, siger enhedschef Jesper Borch fra Center for Parkering i Teknik- og Miljøforvaltningen.

Ifølge ham hænger stigningen primært sammen med, at Københavns Kommune udvidede betalingszonen med den såkaldte gule zone i marts 2017, og at byens samlede betalingsområde dermed var mindre de to første måneder af 2017 sammenlignet med 2018.

»Mængden af parkeringsafgifter hænger naturligt sammen med størrelsen på betalingsområdet. Derfor kan man ikke konkludere, at folk i 2018 har været dårligere til at betale end året før, selv om der er uddelt flere p-afgifter for manglende betaling,« siger Jesper Borch i en pressemeddelelse.

I 2018 havde Københavns Kommune en indtægt på 457,5 mio. kr. på betalingsparkering, mens bruttoindtægten for p-afgifter i 2018 var 159,9 mio. kr., fremgår det af parkeringsredegørelsen.