Nikki er hjemløs og ryger heroin: De dårlige dage begynder ofte med en elendig S-togs-etikette

»24 timer i København«: Hver time fra 00.00 til 23.59 fortæller en række mennesker om det liv, de lever i Danmarks hovedstad. I dag 13. afsnit: Klokken 12.00 til 13.00 – Nikkis dag begynder ved stofindtagelsesrummet.

Klokken 12.22.49 – Nikkis dag begynder ved stofindtagelsesrummet ved Kødbyen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Nikki ranker ryggen. I nat sov han i en parkeringskælder i Carlsberg Byen, og dagen er begyndt lidt sent. Den 28-årige hjemløse tager et hvæs af en smøg og ser ud over pladsen foran stofindtagelsesrummet H17 ved Kødbyen.

»I dag bliver en god dag. Da jeg kom hertil, stod politiet allerede oven på en, som de tog med – så ved man, at der bliver ro på,« konstaterer han og trækker en industriel Berendsen-vaskesæk over hovedet. Nikki fandt vaskesækken ved Imperial-biografen, som er en af fire lokaliteter, hvor han gerne tilbringer natten.

Nu er sækken endt som et improviseret marineblåt minitelt, som holder vinden ude og rygeheroinen inde.

En engangslighter skratter ubehjælpsomt et par gange fra det blå dyb, indtil flammen endelig lader til at holde. Nikki inhalerer. Heroinen skal nok virke. Han ved, at den er af høj kvalitet. Tilsyneladende så god, at den afsætter sorte mærker på tænderne.

Nikki

»Nu er der ikke nogen, som kan bestemme over mig - undtagen politiet. De kan først gøre mig noget, hvis jeg gør noget ulovligt.«


Nikki dukker frem fra sit skjul. Han ånder ud i en sky af hvid røg, idet han smiler.

»I starten ville jeg bare have brugt sækken som et tæppe, men så viste det sig jo, at den kan være effektiv til lidt forskelligt,« siger Nikki og dykker tilbage i posen.

For tiden ryger han for 400 kroner om dagen. Han har skåret ned, for da bølgerne gik højest, var stofferne en udgift, som løb op i næsten 3.000 kroner dagligt. Pengene gik til en kombination af hash, kokain og heroin.

Nikki har været hjemløs siden 2009, og trods flere tilbud om en plads på et herberg er Nikki stadig at finde på gaden. Han valgte sengen fra og mener, at han valgte friheden til.

»Nu er der ikke nogen, som kan bestemme over mig – undtagen politiet. De kan først gøre mig noget, hvis jeg gør noget ulovligt, og det er godt nok sjældent, at jeg gør det,« forklarer Nikki.

Desuden er der visse indbyggede problemer forbundet med sengen på herberget – ejendele, der forsvinder, eller det at skulle døje med andres problemer, når man selv har en dårlig dag.

I Nikkis ører lyder det kynisk, men han foretrækker freden. Det betyder, at nætterne tilbringes i parkeringskælderen ved Carlsberg, et indhak ved Imperial-biografen nær Vesterport eller hos en af to onkler.

I aften regner Nikki med at sove hos en onkel. Hos dem er der også muligheden for at få en kop te og en »masse ostemadder med syltetøjer«.

En kortklippet fyr i dunjakke spørger, om han kan købe noget »coke«. Nej.

Nikki smiler meget – i hvert fald i dag.

Han påpeger, at dårlige dage ofte kan være et attitudeproblem – men at der selvfølgelig også er ting, som det er svært ikke at blive irriteret over.

Nikki

»Man tænker: Hallo, hvor er dine manerer? Du har jo børn med, men alligevel tonser du bare ind i toget. Det er bare uforskammet.«


»Det kan være mange små ting. For eksempel hvis folk ikke kan finde ud af, at man ikke skal mase sig ind i S-toget, før andre er kommet ud,« siger han og tilføjer:

»Man tænker: »Hallo, hvor er dine manerer? Du har jo børn med, men alligevel tonser du bare ind i toget«. Det er bare uforskammet ...«

Nikki pakker Berendsen-sækken sammen. Næste stop er Hus Forbi. Han har solgt aviser i godt to år og skal nu ud og fylde lageret op.

På vej hen ad de grå betonfliser vinker han farvel til en forbipasserende. Der er stort set tomt foran H17. Sådan er det som regel, når politiet har været tidligt ude.