Ni bilbrande i København hen over weekenden: »Nærliggende at tro, at brandene er blevet påsat«

Der har været ni sager om bilbrande hen over weekenden i Københavns politikreds. Fredag aften stod flere biler i Nordvest i flammer – formentlig påsat.

Udbrændt
ARKIVFOTO. Brændt bil på Tagensvej i København efter uroligheder på Nørrebro, mandag den 15. april 2019. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Ni gange hen over weekenden er Københavns Politi rykket ud til sager om brændende biler.

I en af sagerne var der følgeskader på mindst seks andre biler. I et andet tilfælde var der følgeskader på to andre biler, og i yderligere ét tilfælde tog en bil, ud over den brændende, skade.

Det oplyser Københavns Politi til Berlingske mandag.

Dermed er mindst 18 biler enten brændt eller har taget skade som følge af bilbrande. Tallet kan dog være højere, da det kun omfatter de skader, der er omtalt i politiets resumeer af sagerne.

En brosten i bilen

Sagen i Københavns Nordvest-kvarter foregik fredag aften.

Kort før midnat indløb beskeden om branden til politiet, og til TV 2 Lorry sagde vagtchef Henrik Stormer, at flere af bilerne var så beskadigede af branden, at det var vanskeligt at sige, hvor branden startede.

Derfor er det heller ikke nemt at gætte på årsagen til brandene, men »det er nærliggende at tro, at brandene i bilerne er blevet påsat,« sagde vagtchefen til TV 2 Lorry.

Tidligere på aftenen havde der været ild i en anden bil i Nordvest. Også her var der øjensynligt tale om en bevidst handling, sagde vagtchef Henrik Stormer.

»Der ligger en brosten i bilen, da vi kommer, så det lugter af, at den er blevet påsat,« sagde vagtchefen til TV 2 Lorry.

3.000 bilbrande på 3,5 år

Berlingske kunne i sidste uge fortælle, at en 27-årig dansk mand ved Københavns Byret tilstod at stå bag ni bilafbrændinger i Baldersgade på Nørrebro. Han blev idømt et års ubetinget fængsel og skal dertil betale mere end en million kroner i erstatning. Politiet oplyste, at manden ikke har forbindelse til den verserende bandekonflikt.

I slutningen af oktober kunne Berlingske fortælle, at der havde været næsten 3.000 bilbrande på tværs af hele landet i perioden 1. januar 2016 til 30. september 2019. Sagerne havde ført til 271 sigtelser og 71 domme. Rigspolitiet svarede i en mail til Berlingske, at de tog sagerne »alvorligt«, og at hver enkelt bilbrand blev efterforsket.

»Det kan dog være vanskeligt at opklare brandsager, da de ofte forekommer i de sene aftentimer og ud på natten, hvor der er få vidner til stede, og samtidig er beviserne bogstavelig talt ofte brændt, og det gør efterforskningen vanskelig,« svarede Rigspolitiet i en mail.

Det har også været fremme, at der i løbet af de første otte måneder i 2019 har været i alt 149 registrerede bilbrande i Københavns politikreds. Cirka hver femte havde fundet sted på Nørrebro. I samme periode året inden blev 106 bilbrande registreret i politikredsen.