Som jyde i København er det bestemt muligt at føle sig en lille smule som Stings »Englishman in New York«.

Du kan høre det på min dialekt, når jeg taler, og faktisk drikker jeg også hellere te end kaffe »my dear«. Jeg er en fremmed i storbyen, men en fremmed, der bør føle sig velkommen. For større er forskellene på hovedstaden og resten af landet ikke i vores lille land.

Det er grundlæggende håbløst og ødelæggende, når ikke mindst politikere i jagten på billige point opstiller en falsk splittelse mellem land og by.

Kampen mellem land og by udspillede sig senest i Venstre, hvor den blev et spørgsmål om selve Venstres sjæl. Inger Støjberg forsøgte at kapre den på vej ud ad døren, at gøre sig til talskvinde for det sande Venstre, som man måtte forstå ikke rigtig fandtes i byerne. At man ikke kunne være en del af partiets sjæl, hvis man ikke bar dets historie på den måde, at man var født med gummistøvlerne på i det gamle bondepartis stald.

Men værdier følger ikke kun geografi, og selvom der er forskel på interesser, alt efter hvad vi omgiver os med i vores hverdag, så er vores land for lille og ensartet til, at geografi og ophav alene skal gøres til en konflikt. Det ved man som jyde i København.

Den socialdemokratiske borgmesterkandidat på Frederiksberg, Michael Vindfeldt, har noteret sig, hvordan nogle folketingspolitikere forsøger at jagte stemmer i Jylland ved at nedgøre hovedstaden.

»(...) Jeg har ikke noget imod, at folk taler jysk, hvis det også er noget, man gør normalt. Men når Karsten Lauritzen (V) på Folketingets talerstol bruger et ord som »møj« om rigsretssagen mod Inger Støjberg, er det jo ikke sådan, han taler normalt. Så bliver det utroværdigt og alt for tykt,« siger Michael Vindfeldt, der kalder hovedstadsbashing for fladpandet og ganske rigtigt pointerer, at hvis landets hovedstad ikke må sprede vingerne, så bliver vi et lille, ligegyldigt land.

Sproget og kampen om retten til den rette sjæl er én ting. Politiske handlinger en anden. Under den tidligere regering så vi flere eksempler på udflytning af statslige arbejdspladser i et til tider symbolsk forsøg på at trække arbejdspladser væk fra hovedstaden og ud i landet. Ingen kan have noget imod at få flere vækstområder i Danmark, men det skal ske klogt, og fordi en flytning væk fra København kan give grobund for organisk vækst af arbejdspladser i området. Det kan en udflytning af Dansk Sprognævn til Bogense næppe.

Det gør sjældent en selv større at gøre andre mindre. Og i tilfældet hovedstaden gavner det intet at forsøge at nedgøre Danmarks vækstcentrum. Når hovedstaden kan tiltrække de klogeste hoveder internationalt, så gavner det innovationen for hele landet. Når hovedstaden skaber vækst og arbejdspladser, smitter det af på resten af samfundsøkonomien, og når det lykkes hovedstaden at blive en gastronomisk højborg, så opstår der også gourmetrestauranter i provinsen, hvor turisterne flokkes.

På Henrik Pontoppidans og Grundtvigs tid følte landbefolkningen sig ikke ligeværdige med byborgerskabet. Og vice versa. Men politikerne i dag virker, som om de ser en selvstændig pointe i at forstørre disse forskelle i jagten på stemmer. En jagt og retorik, der sandsynligvis ikke bliver mindre frem mod kommunalvalget i november. Udkantsdanmark. Den rådne banan og eliten i København.

Man kan allerede høre parolerne gjalde. Paradoksalt nok er det ofte de politikere, som taler mest for sammenhængskraften her i landet, der maler de største fjendebilleder af hovedstaden.

Ph.d. og kultur- og medieforsker på Aarhus Universitet Tina Louise Hove Sørensen lavede i 2017 en afhandling om dansk provins i kunsten og i medierne i perioden 2005-2015. Hendes konklusion var, at både strukturreformen i 2007, udflytning af arbejdspladser og mediernes iscenesættelse af kontrasterne har gjort forskellene mellem land og by til et »værdipolitisk kampfelt«.

Lad os ikke falde i fælden og gøre forskellene større, end de er, for at fremme os selv. Men i stedet se potentialet i, at en stærk hovedstad er med til at løfte resten af landet. Udviklingen af vores hovedstad er vigtig for hele Danmark.

Og Karsten Lauritzens svar på, hvorfor han pludselig talte så jysk fra talerstolen? Den eneste reaktion, vi fik, var et autosvar, hvoraf det fremgik, at han primært svarer på henvendelser fra nordjyder og Venstre-folk.

Oh, I'm an alien, I'm a legal alien

I'm an Englishman in New York.