Lille borgerlig kommune uden for København har toppet kedelig statistik syv dage i træk

For syvende dag i træk topper Vallensbæk Kommune en kedelig statistik. Borgmester Henrik Rasmussen (K) kalder det en »alvorlig situation«.

 
Coronavirussen er stadig i Danmark, og smitten er steget igen. Få overblikket her. Video: Ritzau Scanpix. Redigering: Ida Meesenburg og Kristina Finne Fold sammen
Læs mere

På en uge er smittetallet i Vallensbæk Kommune steget fra 78,5 tilfælde pr. 100.000 indbyggere til 175.

Det fremgår af Statens Serum Instituts daglige opgørelse over antallet af smittetilfælde i landets 98 kommuner i løbet af de seneste syv dage.

»Vi er i en situation, vi tager meget alvorligt,« sagde den konservative borgmester Henrik Rasmussen (K) på en pressebriefing lørdag aften.

Vallensbæk Kommune, der har godt 16.000 indbyggere, har toppet listen med det højeste smittetal syv dage i træk. Kommunen har derfor set sig nødsaget til at aflyse flere kulturelle arrangementer i håb om at mindske smittetallet.

»Vores opgave som myndighed er ikke at skabe frygt. Vi skal sikre ro omkring de smittetilfælde, der er. Som kommune er vi ikke ekspert i smittetilfælde, men lige så snart vi har et tilfælde, er vi i dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed,« sagde Henrik Rasmussen og tilføjede:

»Vi har et ansvar for at holde hjulene i gang, men situationen her er stadig meget alvorlig.«

Henrik Rasmussen opfordrer borgerne i kommunen til at passe godt på hinanden:

»Pas på ude i samfundet, pas godt på hinanden, og sørg for at spritte af. Pas på i supermarkeder, og hav en høj hygiejne, når I er sammen med andre.«

49 kommuner ligger nu over sundhedsmyndighedernes bekymringsgrænse, da de alle har mere end 20 personer smittet med coronavirus pr. 100.000 indbyggere den seneste uge.

Mange af de 49 kommuner med høje smittetal ligger i hovedstadsområdet. Både Frederiksberg og København har et smittetal langt over 20: henholdsvis 84 og 77. Det samme gælder ud over Vallensbæk for Herlev, Ishøj, Albertslund og Fanø, der alle har smittetal på langt over 100.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra borgmester Henrik Rasmussen.