Københavns Kommune taber sag om p-afgift: »Kommunen uddeler dummebøder«

Østre Landsret slår fast, at det var ulovligt, da Københavns Kommune fastholdt en afgift til en bilist, som havde betalt for sin parkering, men indtastede nummerpladen forkert i p-automaten.

Minister: P-afgifter skal ikke være kommuners pengemaskine
Østre Landsret slår med ny kendelse fast, at det er ulovligt at fastholde en p-afgift, hvis bilisten har fejltastet sin nummerplade i p-automaten. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt

Østre Landsret slår med en ny dom fast, at der ikke er hjemmel til at fastholde en p-afgift, hvis bilistens eneste forseelse er at taste ét ciffer forkert, da parkeringen blev betalt i automaten

Det fremgår af en pressemeddelelse fra FDM, som på vegne af én af organisationens medlemmer har kørt sagen mod Københavns Kommune i Østre Landsret. Medlemmet modtog en p-afgift, fordi han havde tastet ét ciffer for lidt i sin nummerplade.

Kendelsen fra Østre Landsret vækker glæde hos FDM:

»Vi synes ikke, det er rimeligt, at en bilist, der har sat sig ind i parkeringsreglerne i Københavns Kommune og har betalt for sin parkering, også skal betale en bøde, fordi man har begået en ærlig fejl og tastet sin nummerplade forkert. Det synspunkt står vi ikke alene med, og det er vi glade for. Landsretten har nu slået fast, at det ikke bare er urimeligt, men også ulovligt, hvis en sådan p-afgift fastholdes,« siger Casper Schad, der er advokat i FDMs juridiske rådgivning.

Jesper Borch, enhedschef i Teknik- og Miljøforvaltningen i København.

»Vi har brug for at nærlæse dommens præmisser, før vi udtaler os nærmere«


Langt over 100 henvendelser

FDM tabte først sagen ved byretten, men interesseorganisationen valgte at anke sagen til Landsretten, fordi man ikke fandt, at kendelsen kunne være rigtig.

»Vi valgte at føre sagen, fordi det ikke er en enlig svale. Vi har modtaget langt over 100 henvendelser om samme type sager. Det er vigtigt at huske, at Københavns Kommune har fået sine penge for parkeringspladsen, og derfor kan man godt sige, at kommunen faktisk uddeler »dummebøder«, fordi man pålægger borgeren en ret stor bøde for en lille fejltagelse. Derfor ser vi sagen her som principiel,« siger Casper Schad.

Til Berlingske skriver Jesper Borch, der er enhedschef i Teknik og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune, i en SMS, at Kommunen nu vil se på Østre Landsrets kendelse.

»Vi har brug for at nærlæse dommens præmisser, før vi udtaler os nærmere,« skriver Jesper Borch.

Opfordrer kommuner til at gennemgå afgifter

I pressemeddelelsen fra FDM opfordrer organisationen andre kommuner til at følge op på, om de har lignende sager, hvor en bilist har indgivet en henvendelse på udstedelsen af en p-afgift, hvor bilisten har tastet forkert, da nummerpladen blev registreret.

»Vi vælger at opfordre til det, selv om det faktisk ikke er nødvendigt. Når en offentlig myndighed får at vide, at en praksis, som de har ført, har været ulovlig, så er den offentlige myndighed forpligtet til at tage allerede afgjorte sager op til fornyet overvejelse set i lyset af rettens kendelse. Men kommunerne ved det måske ikke, og derfor opfordrer vi til, at man ser på sagerne igen,« siger Casper Schad fra motorejernes organisation.

FDM afventer nu afgørelse i en lignende sag, der også føres mod Københavns Kommune, men i Vestre Landsret, hvor et andet FDM-medlem har tastet ét ciffer for meget. Denne sag vandt FDM ved byretten.