Kl. 05.40: »Vi har prøvet før, at Donald Trump sætter sig ved tastaturet og skriver et tweet, der ødelægger det hele igen«

»24 timer i København«: Hver time fra 00.00 til 23.59 fortæller mennesker om det liv, de lever i Danmarks hovedstad. I dag sjette afsnit: Kl. 05.00 til 06.00, Investeringsekspert i de tidlige morgentimer.

24 timer i København: 05-06. Kl. 05.35.59. Investeringsstrateg i Nordea, Andreas Østerheden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Flere hundrede skærme lyser dæmpet på rækker og atter rækker af skriveborde, der fylder et stort åbent rum. I det yderste hjørne af det, der om nogle timer forvandles til investeringsepicentret af Nordea, sidder Andreas Østerheden koncentreret bag sin skærm.

Han vinker muntert fra den fjerne ende af hallen.

Her klokken lidt over fem er han alene i det enorme arbejdsrum. Andreas møder tidligt flere gange om ugen for at orientere sig om det udenlandske aktiemarked i de tidlige morgentimer.

Det er en god morgen, for der er hen over weekenden indgået en økonomisk våbenhvile mellem USA og Kina. Det betyder, at tallene fra det kinesiske index står flot i plus, og dermed er Andreas’ anbefalinger til sine kunder fra forrige uge ekstra gode.

Han vipper fornøjet på stolen, men advarer selv om, at glæden er med et forbehold. Det er det altid, når det involverer USA.

»Vi har prøvet før, at Donald Trump sætter sig ved tastaturet og skriver et tweet, der ødelægger det hele igen,« fortæller Andreas.

Andreas beretter om et 2018, hvor et omskifteligt aktiemarked blev endnu mere omskifteligt, da den amerikanske præsident Donald Trump med max 140 tegn ad gangen kastede politik og aktiekurser hid og did.

»Der har altid været politisk støj, men han har skabt noget mere arbejde i år.« Med eftertryk på »noget«.

Andreas Østerheden, Senior Strateg

»Mit arbejde er at sørge for, at den mørkeblå linje bliver over den lyseblå. For den mørkeblå linje viser, hvad man vil tjene ekstra, hvis man følger vores anbefalinger.«


Den nye kampplads på de sociale medier giver en seniorstrateg som Andreas kamp til stregen. Hver dag forsøger han at forudse og rådgive bankens kunder om, hvor det er klogt at sætte sine penge, og hvor de vil give det største udbytte.

Han trækker en frisk analyse frem og peger på et diagram med to linjer, der hakkende kradser sig frem over papiret.

»Mit arbejde er at sørge for, at den mørkeblå linje bliver over den lyseblå. For den mørkeblå linje viser, hvad man vil tjene ekstra, hvis man følger vores anbefalinger.«

Andreas forsøger selv at følge de råd om investering, som han skriver lange analyser om til bankens kunder. Måske er det derfor, han er munter så tidligt på døgnet.

»Sådan en morgen som denne er det da ganske lækkert at se, at hele Fjernøsten er i plus.«