Kl. 02.35: »Jeg har været væk i rigtig rigtig lang tid«

»24 timer i København«. For hver time fra 00.00 til 23.59 fortæller mennesker om det liv, de lever i Danmarks hovedstad. I dag tredje afsnit: Kl. 02.00 til 03.00, Manden der venter på toget.

24 timer i København: 02-03. Kl. 02.35.20. Jacob Hansen venter på Hovedbanegården. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Jacob Hansen står med ryggen op af en søjle på Hovedbanegården. Han venter på 02.43 til Slagelse. Han skal hjem. Han ser træt ud.

For to timer siden havde han sin 49-års fødselsdag. Den tilbragte han med en gedigen gåtur i Dyrehaven. Der har han ikke været i årevis. Senere tog han ind på Spunk Bar i Istedgade med en ven. Vennen havde en invitation til ham: Koncert med Johnny Madsen i Operaen.

Nu står Jacob Hansen rolig og observerende som en søjle op af søjlen. Et papkrus med kaffe i den ene hånd. Den anden hånd i lommen. Omkring ham natteravne og kærester i afsked. Nattens sidste larmende branderter bæres hjem. Eller ned på perronen og videre.

»Jeg gider ikke gå ind på McDonalds og købe en burger. Jeg vil hellere stå her og se på alle dem, der kommer ud fra McDonalds.«

Jacob Hansen er bager, kok og medic på inspektionsskibet Ejnar Mikkelsen. Skibet sejler til Grønland og ligger for tiden på værft i Frederikshavn. Han kom hjem med skibet i august. Lige siden har han ventet på noget at lave.

Jacob Hansen er vant til at vente. Det kan man mærke. Hans ro smitter. Han har rejst verden tynd, kender Grønland som sin egen bukselomme. Han skal ikke nå noget. Kun 02.43 til Slagelse.

Jacob Hansen, bager på inspektionsskibet Ejnar Mikkelsen

»Så kan jeg sidde og savne mine forældre rigtig, rigtig meget.«


Han startede med at vente som niårig, da han ventede på aviserne, han skulle bringe ud.

»Jeg ved alt om at vente, skulle jeg hilse dig at sige. Jeg venter rigtig, rigtig meget, specielt om morgenen venter jeg på, at brødet bliver færdigt. Så venter jeg ude på skibet med min iPad og læser nyheder og drikker meget kaffe.«

Når han venter, sidder Jacob Hansen nogle gange og filosoferer. Over livet. Over alt. Da han var barn filosoferede han om, hvad han skulle lave, når han var færdig med at vente. I dag kan hans tanker let blive mere alvorlige. Vigtige.

»Lige nu, og når jeg venter andre steder … mine forældre er døde. Så kan jeg sidde og savne mine forældre rigtig rigtig meget. Jeg venter ikke på dem, men jeg reflekterer over, hvad de har betydet for mig. Jeg har været væk i rigtig rigtig lang tid. Jeg har jo sejlet lige siden, jeg var teenager. Og jeg har rejst meget.«

Da hans mor døde, nåede han lige akkurat hjem. Da hans far døde, var han ude at sejle. Måske er det blanke i hans øjne en tåre. Måske er det blot resterne af en lang og hyggelig dag og forventningen om at komme hjem til Slagelse og sove.

»Jeg synes, jeg har svigtet mine forældre. Jeg nåede ikke at tilbringe den tid sammen med dem, som jeg burde. Det er ikke skyld, jeg føler, det er mere et savn. Hvis jeg kunne, ville jeg have prioriteret min tid anderledes.«

Jacob Hansen venter ikke forgæves. Om et par dage skal han til Frederikshavn og sejle med “mit skib”. Prøvesejlads. Og om fjorten dage skal han til Grækenland. Han er blevet lånt ud til politiet og skal til Samos for at registrere flygtninge i fem uger.