Frederiksberg Kommune indfører minimumsnormeringer – Københavns Kommune har ikke råd

Som den første kommune i Danmark vil Frederiksberg indføre minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver. Laura Lindahl (LA) er både rådmand og formand for Folketingets børneudvalg, og hun er stolt af, at hendes kommune tager ansvar.

BMINTERN - 46 ud af 98 danske kommuner sender børn fra vuggestue eller dagpleje over i børnehave, inden de er fyldt tre år. /RITZAU 26. APRIL 2017/ (Foto) Børn fra børnehaven Frydenhøj i Hvidovre spiser frokost. En gruppe børn hjælper med at lave mad. Mad, daginstitution. (Peter Klint/Ritzau Foto/arkiv) Fold sammen
Læs mere
Foto: Peter Klint

Hele foråret har bekymrede forældres krav til flere voksne i landets vuggestuer og børnehaver fyldt op i både gader og medier. 12. marts fik SF nedstemt et forslag om nationale minimumsnormeringer, og 6. april gik de bekymrede forældre i demonstrationer i mere end 50 byer landet over.

Undervejs har Folketingets politikere ivrigt diskuteret, om antallet af voksne i daginstitutionerne skal reguleres fra Folketinget, eller om det skal være op til landets kommuner selv at prioritere. Kommunerne har til gengæld forklaret, at der på ingen måde er penge nok til både at imødekomme flere ældre i fremtiden, flere børn i fremtiden og bedre normeringer.

Nu bryder et flertal i Frederiksberg Kommune bestående af Det Konservative Folkeparti, Venstre og Liberal Alliance dødvandet ved simpelthen at vedtage minimumsnormeringer på Frederiksberg.

»Jeg er stolt af, at vi tager ansvar lokalt og ikke bare råber på flere penge. Og jeg glæder mig over, at vi på Frederiksberg tager børnenes vilkår alvorligt,« skriver Rådmand for børneområdet i Frederiksberg Kommune, Laura Lindahl på Facebook.

Hun er også Liberal Alliances børneordfører og formand for Folketingets Børneudvalg, hvor hun har argumenteret for, at minimumsnormeringer i landets daginstitutioner ikke skal dikteres fra Christiansborg. Det skal være kommunernes opgave at prioritere flere voksne i institutionernen, hvis de mener, der er behov for det, og der i øvrigt er råd til det.

(ARKIV) Folketingsmedlem Laura Lindahl (LA) på Christiansborg 29. november 2017. Man skal kunne bestå en danskprøve for at kunne avancere til 1. klasse, foreslår LA. Det skriver Ritzau, søndag den 31. december 2017.. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2017) Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe.

Ikke råd i Københavns Kommune

Det mener de altså på Frederiksberg, og kommunen får umiddelbart en konkurrencefordel i forhold til Københavns Kommune, når det handler om at tiltrække børnefamilier. For Københavns Kommune har ikke råd, lyder det fra børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S).

»Jeg er helt enig i, at der er behov for bedre normeringer i vores dagtilbud. Det kræver, at regeringen løsner sit økonomiske jerngreb i kommunerne. Med de eksisterende lofter over kommunernes økonomi kan vi ikke finde penge til flere medarbejdere i daginstitutionerne uden at skære kraftigt på udgifterne til for eksempel vores ældre borgere og socialt udsatte,« siger Jesper Christensen og fortsætter:

»I modsætning til Frederiksberg oplever København i disse år, at byen vokser med ca. 10.000 nye borgere hvert år, men vi får ikke flere penge til kernevelfærden af den grund, så lige nu er der desværre ikke mulighed for at finansiere højere normeringer i kommunens dagtilbud. Jeg håber, at vi under den kommende valgkamp får diskuteret, hvordan vi skal finansiere den demografiske udvikling med flere ældre borgere og flere børn. Den udvikling kræver, at kommunerne får flere penge til kernevelfærden.«

Forslaget fra de konservative, Venstre og Liberal Alliance i Frederiksberg Kommune er ikke fremlagt endnu, men ifølge Laura Lindahl vil det medføre, at der indføres minimumsnormeringer efter pædagogernes fagforening BUPLs anbefalinger. Det betyder umiddelbart en voksen per tre vuggestuebørn og en voksen per seks børnehavebørn. Følges alle BUPLs anbefalinger, skal ledere ikke tælles med, og 80 pct. af personalet skal være uddannet pædagoger.

Normeringen i Frederiksberg Kommune er i dag hhv. 3,3 børn per voksen i vuggestuer og 6,7 i børnehaver, mens normeringerne i Københavns Kommune er hhv. 3,1 børn per voksen i vuggestuer og 6,4 i børnehaver.