Fire bilister kørte mere end 100 procent for hurtigt på vej i København – og måtte forlade deres bil til fods

Endnu en gang har Københavns Politi måttet stoppe bilister, der har haft foden for godt plantet på speederen.

En billist i alt for høj fart blev i weekenden stoppet på Kalvebod Brygge i København af politiet. Bilisten kørte 143 km/t. på en strækning, hvor man må køre 60 km/t. Arkivfoto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere

Fire bilister på Lyngbyvej i København kørte i weekenden dobbelt så hurtigt, som de måtte.

»Vi stoppede i weekenden fire bilister, som kørte henholdsvis 126, 124, 123 og 122 km/t. i en 60 km/t.-zone på Lyngbyvejen. De overskred dermed alle det tilladte med over 100 pct. og fik derfor kørekortene inddraget og måtte forlade stedet til fods,« skriver Københavns Politi på Twitter.

Også på Kalvebod Brygge stoppede politiet i weekenden en bilist, som kørte alt for hurtigt.

»Bilisten kørte 143 km/t. på en strækning, hvor man må køre 60 km/t. og fik derfor også inddraget kørekortet på stedet,« skriver Københavns Politi på Twitter.

Det er ikke første gang under coronakrisen, at Københavns Politi har grebet ind over for vanvidskørsel.

I begyndelsen af juli stoppede politiet også en række vanvidsbilister. Politiet pegede dengang på de tomme gader som forklaring på stigningen af sigtelser for vanvidsbilisme i København.

I denne uge har politiet landsdækkende hastighedskampagne, hvor man fortsætter med at have fokus på den alt for høje fart på vejene.

100 procent for hurtigt

Færdselsafdelingen hos Københavns Politi definerer vanvidsbilisme som forhold, hvor en person kører over 100 procent hurtigere, end det er tilladt. Hvilket altså gøre sig gældende for flere af episoderne i weekenden.

I 2019 blev 19 personer sigtet for at overskride fartgrænserne med mere end 100 procent, og i første halvår af 2020 er hele 31 personer blevet sigtet for det samme.

Det er halvanden gang så mange som sidste år.

Antallet af vanvidsbilister har i de seneste år generelt været stigende. I februar skrev Berlingske om problemet på baggrund af politiets egne tal. Her fremgik det, at mens der i 2015 var 90 tilfælde på landsplan, var der i 2019 178 overtrædelser. Det er en stigning på 97,78 procent.

I foråret fremlagde regeringen en pakke med ni tiltag, som skal øge sikkerheden i trafikken. Hvis en person kører over 200 kilometer i timen, skal det ifølge regeringen udløse 20 dages fængsel og en ubetinget frakendelse af kørekortet i minimum tre år.

Det samme skal være tilfældet, hvis man overskrider fartbegrænsningen med 100 procent og samtidig kører mere end 100 kilometer i timen.