Efter nye beboerlicenser i København: Skift din brugtbil ud, spar penge og få mere komfort

1. januar 2020 sættes beboerlicensen op for de københavnere, der ejer biler, som ikke kører langt på literen. Men kan det betale sig at beholde bilen? Eller skal vognen skiftes ud med en nyere og mere klimavenlig brugt bil? Berlingske har sammen med FDM gennemgået eksempler, der viser, at det er muligt at få en nyere brugtbil, spare penge og få mere komfort – også selv om bilen ikke er billigst at erhverve.

Har du en af de biler i København, der både koster dyrt i grøn ejerafgift, og hvor beboerlicensen stiger til op mod 4.000 kroner 1. januar 2020, kan der være penge at hente ved at skifte bilen ud, viser beregninger fra FDM. Arkivfoto: Celina Dahl Fold sammen
Læs mere

Bor du i København og ejer en af de biler, der både lever af fossilt brændstof og ligger i den tørstige ende af skalaen, så bliver det fra 1. januar væsentligt dyrere at have bilen stående.

Et flertal af politikerne på Københavns Rådhus har nemlig vedtaget et budget for 2020, der øger prisen på en beboerlicens væsentligt for de biler, der kører kortest på literen.

Alt efter årgang og brændstofforbrug er der derfor penge at spare over tid ved at købe en nyere brugtbil, viser en gennemgang af fire eksempler på brugtbiler, som Berlingske har foretaget i samarbejde med bilisternes forening, FDM.

Det skyldes ikke mindst, at det er de faste udgifter, som er steget med de grønne ejerafgifter i hele landet, og beboerlicenserne i hovedstaden, der stiger ved årsskiftet – eksempelvis skal man med en bil i de såkaldte energiklasser kategoriseret fra C til G i dag af med 1.600 kroner, og fremover skal man af med 4.000 kroner om året for at have bilen holdende ved sit hjem i hovedstaden.

»Det bliver dyrere at have en gammel bil stående, og jo mere du kører i en gammel bil, der ikke kører langt på literen, jo mere bliver du også straffet brændstoføkonomisk,« siger forbrugerøkonom hos FDM Ilyas Dogru som forklaring på, hvorfor man skal overveje, om det kan svare sig at beholde bilen eller skifte den ud med en nyere og mere miljøvenlig model.

Ejer du eksempelvis en ældre bil som en Opel Astra fra 2008, så kan det over tid bedre svare sig at købe en Renault Captur fra 2015 – uagtet om du kører 5.000, 12.000 eller 20.000 kilometer om året. Den ældre bil er ganske vist billigere at erhverve, men koster flere penge at eje og køre i over tid, viser gennemgangen fra FDM. Dermed får du både en billigere bil, der forurener mindre, og som har mere komfort, selv om den er en smule dyrere at erhverve.

Der er dog også en grænse for, hvor ny bilen skal være, hvis der stadig skal være en gevinst at hente.

»Hvis du ikke går meget op i bilen, og du ikke har et kærlighedsforhold til en bestemt type, skal du være opmærksom på, at jo dyrere bil du har, jo mere mister den også i værdi, og det gør den også dyrere pr. kilometer,« siger Ilyas Dogru fra FDM.

Se de fire eksempler her:

I de fire eksempler er der regnet ud fra syv års ejerskab med en årlig kørsel på henholdsvis 5.000, 12.000 og 20.000 kilometer.

BMWen er et eksempel på en brugt elbil, Opelen er et eksempel på en ældre brugt bil, der ikke kører så langt på literen, men som er billig at erhverve, Renaulten er et eksempel på en nyere brugt bil, der kører længere på literen, og som stadig ligger i den billigere ende, og Forden er et eksempel på en nyere brugt bil, der både kører længere på literen, tilbyder mere komfort, men som også koster noget mere at erhverve.

Sammenligningen mellem en relativt ny Renault Captur og en noget ældre Opel Astra, ser eksempelvis sådan ud:

Astraen koster blot knap 60.000 at anskaffe. Men da den for eksempel er dyr i grøn ejerafgift (4.360 kr.) og beboerlicens (4.000 kr.), så koster den 46.146 kr. at eje og køre per år ved 12.000 kilometers forbrug.

Capturen koster knap 100.000 kr. Men her er den grønne ejerafgift 660 kr og beboerlicensen 1000 kr. Det er blandt andet årsagen til, at den koster 38.248 kr årligt.

Selvom Capturen altså er 40.000 kroner dyrere end Astraen, så koster Astraen knap 8000 kroner mere at eje hvert år. På fem år har man indhentet den difference, hvis man køber Capturen. Og i årene frem vil den blot blive billigere. Og undervejs er den bedre for klimaet, da den kører markant længere på literen.

Nedenfor kan du se beregningerne for hhv. en brugt elbil i form af BMW i3 og en nyere brugt bil i form af Ford Focus: