Ballademagere hærger endnu en københavnsk idrætshal: »Der lugter tungt af hash«

I en idrætshal på Christianshavn oplever brugere, at unge uromagere bruger den selvbetjente sportshal som varmestue, laver ballade og skaber utryghed.

Hal C på Arsenalvej på Christianshavn har været ramt af en gruppe ballademageres hærgen. Hallen er selvbetjent, så derfor er der ikke personale tilknyttet hallen. Alt, hvad der skal til for at komme ind, er et sygesikringsbevis. Fold sammen
Læs mere
Foto: Arkitekturbilleder.dk

Der bliver røget hash i omklædningsrummene, der bliver begået indbrud, og der bliver spyttet og provokeret.

Dette er nogle af de oplevelser, som håndboldspillere og andre brugere af Hal C på Christianshavn bliver udsat for, når de vil benytte hallen.

En gruppe ballademagere har således valgt også at benytte Hal C, der er selvbetjent, hvilket betyder, at der ikke er personale tilknyttet hallen. Alt, hvad der skal til for at komme ind i hallen på Arsenalvej, er et sygesikringsbevis.

Problemerne i hallen er så store, at Christianshavns Lokaludvalg har set sig nødsaget til at klage sin nød til Københavns Kommunes kultur- og fritidsborgmester, Franciska Rosenkilde (ALT).

Lokaludvalget efterlyser, at kommunen bemander hallen i hele åbningstiden, og at »kommunen og politiet må gøre det, der skal til, for at sikre trygheden i Hal C og på hallens udenomsarealer, så folk fortsat vil komme der«.

Halinspektøren vender tilbage

Berlingske har tidligere beskrevet, at der i fire andre kommunale haller har været så store problemer med utilpassede unges opførsel, at det har været nødvendigt at hyre vagtværn for at beskytte hallerne mod indbrud og hærværk og sikre, at brugerne trygt kan færdes i hellerne.

I den ene af de fire haller, Bellahøj Hallerne, vurderer håndboldklubben Freja, at balladen meget vel kan være årsag til, at der er blevet færre ungdomsspillere i klubben.

Kommunen har derfor valgt at genindføre de bortsparede halinspektører i de fire idrætshaller alle ugens syv dage for på den måde at sætte en stopper for unges hærgen.

Som formand for håndboldafdelingen i CIK har Cecilie Dvoracek hørt om flere medlemmer, der i løbet af sensommeren og efteråret har haft negative oplevelser med utilpassede unge.

»Nogle oplever, at man kommer ind i omklædningsrummet, og så lugter der tungt af hash. Det bliver brugt som varmestue,« fortæller Cecilie Dvoracek:

»Alle vores skabe med bolde og udstyr er blevet brudt op, og der har været forsøg på at gøre det. Der er også toiletter, der er blevet overmalet med graffiti.«

Trænere og forældre beretter ifølge Cecilie Dvoracek om, hvordan de pågældende unge har »dårlig attitude og opførsel«.

»De bliver pænt bedt om at forlade hallen, men det er ikke altid, de gør det,« siger Cecilie Dvoracek.

I nogle tilfælde har det været nødvendigt at tilkalde politiet, ligesom der har været tilfælde af spytteri og tumult, som Cecilie Dvoracek udtrykker det.

Hun ved ikke, hvem de unge er, hvor de kommer fra, eller hvor mange de er. Dog tøver hun ikke med at kalde dem utilpassede.

»Det skaber utryghed,« siger Cecilie Dvoracek:

»Det er ikke rart for en 12-årig, der er cyklet hen til hallen for at træne, ikke rigtig at vide, hvad der kan ske.«

Uromagere med i fællesskabet

Heller ikke formanden for lokaludvalget, Poul Cohrt, ved, hvem de pågældende unge er.

Han efterlyser, at hallen bliver bemandet, og at brugerne af Hal C i højere grad end i dag bliver hørt af kommunen. På samme måde efterlyser han bedre vedligehold af hallen.

Hallen har tidligere i denne måned i et par uger i eftermiddags- og aftentimer på udvalgte dage været midlertidigt bemandet af en medarbejder fra kultur- og fritidscentret Prismen på Amager.

»Medarbejderen har til formål at gå i dialog med og fjerne uromagere fra området. Medarbejderens erfaringer har indtil nu været, at de unge reagerer positivt på dialogen,« skriver Franciska Rosenkilde i et svar til lokaludvalget.

Hun tilføjer, at der er »afsat ekstra midler til at øge runderinger af hal- og idrætsanlæg, og i denne sammenhæng er Hal C et prioriteret område, hvor servicemedarbejderne vil have øget opmærksomhed i den kommende tid«.

»Derudover arbejder Københavns Kommune tæt sammen med Københavns Politi omkring situationen i hallen,« skriver hun.

Franciska Rosenkilde tilføjer, at kommunen har »undersøgt mulighederne for at optage unge uromagere i foreningsfællesskaber ved at invitere de to største idrætsforeninger i nærområdet – CIK og Nanok – til et samarbejde«.

Cecilie Dvoracek fra CIK Håndbold er ikke afvisende over for meldingen fra borgmesteren. Ifølge hende kan det være med til at give unge et tilhørsforhold til og ikke mindst ejerskab af anlægget.

»Så passer man formentlig bedre på det,« siger hun:

»Men det er for stor en opgave for frivillige at påtage sig. Det kræver hjælp fra de forskellige parter.«