Asfalt bliver skrottet til fordel for stauder og 30.000 vintergækker på Østerbro

Et af Københavns største skybrudsprojekter på Østerbro står nu færdigt.

En visualisering af det færdige skybrudsprojekt i Bryggervangen og Skt. Kjelds Plads på Østerbro i København. Tegning: SLA / Beauty and The Bit. Fold sammen
Læs mere

Næste lørdag, 23. februar, står et nyt stort skybruds- og byrumsprojekt ved Bryggervangen og Skt. Kjelds Plads på Østerbro i København klar til indvielse.

Det skal beskytte kvarteret mod fremtidens kraftige regnskyl og samtidig forskønne området ved at integrere træer, stauder, naturgræs og urter som en del af løsningen på vandmasserne.

Asfalt skal der være markant mindre af, og den skal i stedet erstattes af beplantning af enhver slags. Eksempelvis vil der til foråret blive plantet 3.000 kvadratmeter stauder og urter og lagt 500 kvadratmeter naturgræs, mens der i efteråret i år vil blive lagt i omegnen af 30.000 vintergækker, så borgere på Østerbro i fremtiden mødes af et hvidt tæppe i de tidlige forårsmåneder.

Projektet er tegnet af byudviklings- og rådgivningsfirmaet SLA.

Skybrudsprojektet ved Bryggervangen og Skt. Kjelds Plads er et af de første store af sin slags i kommunen, og det skal tjene som foregangseksempel på klimatilpasning i København, lyder det fra Teknik- og Miljøforvaltningen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Skybrudsprojektet Bryggervangen og Skt. Kjelds Plads på Østerbro, som det ser ud i dag – en lille uge inden indvielse. Tegning: SLA. Fold sammen
Læs mere

Forventningen er blandt andet, at flere andre storbyer i verden vil se mod København og tage ved lære af den københavnske skybrudsløsning. Eksempelvis vil man benytte en metode, som efter hensigten skal lede beskidt regnvand ned i kloakken, mens rent regnvand skal sive ned i kvarterets mange bede.

»Byer over hele verden står over for de samme klimaudfordringer som København. Derfor kan de løsninger, vi har udviklet i klimakvarteret, være til stor inspiration for resten af landet og byer verden over, og der er allerede stor interesse for, hvordan vi gør vandet til en ressource i stedet for kun at se det som et problem,« siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen fra Enhedslisten i en pressemeddelelse.

Det har taget to år at nå i mål med skybrudsprojektet ved Bryggervangen og Skt. Kjelds Plads, og den samlede pris lyder på knap 52 mio. kr., oplyser Teknik- og Miljøforvaltningen.

Projektet er blot et af flere skybrudsprojekter, som skal gøre København klar til de skybrud og oversvømmelser, som måtte ramme hovedstadskommunen i fremtiden.