HIV-smittesagen handler om borgernes tillid

Kritikken af at bruge 40 millioner kroner på ny blodtest er for forenklet

Er flere hundrede millioner kroner for meget at bekoste for måske at redde et enkelt menneskes liv eller helbred i det danske sundhedssystem?

Ja, svarer en række læger og sundhedsøkonomer klart i anledning af den ulykkelige sag om to patienter, der via en blodtransfusion er blevet smittet med HIV-virus på Rigshospitalet. Det skulle ellers ikke kunne ske. Siden bløderskandalen i 80erne har man screenet alt blod på de danske sygehuse, men kun for antistoffer. Skal man finde HIV-inficeret blod fra donorer, der netop er blevet smittet, men endnu ikke har dannet antistoffer, kræver det en såkaldt NAT-test, som koster 40 millioner kroner om året. Vurderingen er, at testen i snit vil kunne redde en patient for HIV-smitte hvert femte år.

Hidtil har Danmark fravalgt at bruge denne test. I det valg står vi ret alene kun Sverige og Island har disponeret på samme måde blandt de vesteuropæiske lande. Og fravalget er den direkte årsag til smittesagen fra Rigshospitalet, som Berlingske Tidende kunne fortælle om i lørdags. Straks samme dag skiftede sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen holdning; nu er han parat til at bruge de 40 millioner kroner årligt på screeningen.

Ud fra en strengt logisk prioritering er det muligvis en forkert måde at bruge midlerne på i sundhedssystemet. Vi har i øjeblikket en kræftgaranti, der ikke virker, og danskerne er så optaget af de kvalitative mangler på sygehusene, at de har placeret spørgsmålet på toppen af dagsordenen i en mulig kommende valgkamp. Der er nok at tage fat på, nok af andre steder at bruge de 40 millioner kroner om året. Med en betydeligt større effekt for langt flere patienter.

Dertil kommer også, at man med rette kan være skeptisk over for, hvorfor der skulle en avishistorie om HIV-smittede patienter på Rigshospitalet til, før sundhedsministeren pludselig fik øjnene op for værdien af NAT-testen. Det ligner hovsa-politik snarere end resultatet af grundige etiske og økonomiske overvejelser.

Alligevel er det for forenklet at sige, at den forbedrede screening er spild af penge for nogle få menneskers skyld. Dybest set handler sagen om borgernes tillid til sundhedssystemet. Kan man tro på, at man kan lade sig indlægge og få en blodtransfusion uden at pådrage sig en alvorlig smittesygdom? Den tillid må man kunne forvente at have som borger i Danmark, og på den vis er 40 millioner kroner om året ikke nogen voldsom investering.

Fejlen er derfor ikke, at NAT-testen nu bliver indført. Fejlen er snarere, at man ikke i lighed med de fleste andre lande har gjort det noget før.