Historiens nytte

Der findes tre slags historikere: antikvaren, monumentalisten og kritikeren mindst for de fleste udgør raffinerede blandingsformer. Samfundet kan ikke leve uden repræsentanter for dem alle sammen, da historie både kan anvendes som et middel til indsigt og erkendelse, kan bruges fremadrettet og kan misbruges. Derfor har de hver deres eksistensberettigelse uanset deres mange særheder.

Tegning: Peter Lautrop Fold sammen
Læs mere
Historikere anvender megen tid på at retfærdiggøre deres fag. Deres største udfordring er nemlig ikke at udbrede kendskabet til historie, men at forklare, hvilken funktion den har. For de fleste mennesker ved, at historie kan have underholdningsværdi, men har den også en egentlig samfundsnytte?

Lad os for overskuelighedens skyld opdele historikere i tre kategorier: antikvaren, monumentalisten og kritikeren. Betegnelserne er hentet i et gammelt skrift af den tyske filosof Friedrich Nietzsche. Nietzsches inddeling er med garanti unuanceret, men i en opdateret form vældig praktisk, når man over middagsbordet skal anskueliggøre over for skatteplagede tante Alma, hvorfor hun skal brødføde historikere og vil forstå, hvorfor hun er skeptisk.

Det er antikvaren, der fremstår som indbegrebet af den nyttesløse historiker. Han (for historikere er kun undtagelsesvis kvinder) er drevet af nostalgisk entusiasme og minder en del om de filatelister og veteranbil-entusiaster, hvis samlermani heller ikke påkalder sig den store almeninteresse.

Antikvaren beskæftiger sig med gårsdagens nyheder uden hensyn til, om de har nutidsrelevans. Han finder, at kundskab har værdi i sig selv, og tror, at han besidder en evne til at vriste eviggyldige sandheder ud af kilderne, som han betragter sig som et medium for. Derfor skriver han redegørende og kildenært og udgiver sprænglærde, pedantiske og notetunge artikler. Helst i tidsskrifter uden billeder. Velskrevet historie er ikke en kvalitet hos antikvaren. Han er tværtimod rede til stiltiende at tage sin rimelige del af kedsomheden, nikke indforstået og med et urokkeligt stenansigt hviske til sidemanden: »Interessant«. For uden almendannelse, fordybelse og omfattende historisk indsigt undslipper ingen nutidens idioti, er hans filosofi.

Antikvaren er forvænt med at finde beskæftigelse som statsansat bureaukrat og har aldrig vænnet sig til tanken om, at han må ud at sælge sine informationer på lige fod med private informationsudbydere. Han er desuden overbevist om, at historien ikke gentager sig, og overlader det derfor gerne om end stærkt skeptisk til økonomer og politologer at sætte sig på centraladministrationen og lave handlingsanvisninger for fremtiden.

Men antikvaren er langtfra nyttesløs. Han passer på kulturarven. Det er ham, der med ærefrygt vedligeholder de dokumenter og bøger, som andre anvender. Han udvælger, freder og vedligeholder de bygninger, som vi alle trives i, og som turisterhvervet lukrerer på. Det er ham, der fremhæver de traditioner, der afstikker fælles normer og skaber sammenhængskraft, og som gør det muligt at orientere sig i tilværelsen. For et menneske, der har mistet sin hukommelse, ved ikke, hvem det er.

Monumentalisten er af en noget anden kaliber. Han ved, hvad der rører sig i tiden, hvad der er penge i og er bevidst om, at hans chef skal kunne bruge det, han producerer. Han leverer derfor velskrevet historie designet til lige præcis den opgave, han skal løse.

For monumentalisten er historien skrevet af sejrherren, og det er ham som historiker, der skaber monumentet. For ham er en historiebog nemlig magt. Intet andet. Et fysisk udtryk for et magtforhold mellem historiker og publikum, på samme måde som et scepter er et fysisk udtryk for magtforholdet mellem en konge og hans folk.

Han udgiver rigt illustrerede virksomhedshistorier betalt af virksomhederne selv, for at markedsføre dem som gamle og hæderkronede, så de kan sælge flere varer. Monumentalisten kunne være ansat af den socialdemokratiske fagbevægelse til at hævde, at arbejderne byggede Danmark, og markedsføre Thorvald Stauning, K.K. Steincke og Jens Otto Krag som vor tids helte. Eller ansat af en borgerlig-liberal tænketank til at fremhæve demokratiforkæmpere og industrimagnater som de centrale aktører i danmarkshistorien. Monumentalisten bedriver nemlig erindringspolitik og betragter historien som den kampplads, hvorpå han kan påvirke nutidens befolknings syn på deres egen fortid og dermed afstikke en retning for fremtiden. Han er et magtfuldt menneske, fordi han er i stand til at ændre historien, og hvis han er rigtig dygtig, kan han vende folkestemninger og vinde valg. For skattesænkninger er nu engang lettere at sælge, hvis befolkningen føler sig som en del af et samfund med en langstrakt borgerlig tradition, hvor sådan en omfordeling giver mening.

Hans brug af fortiden betyder ikke, at hans publikationer er utroværdige. Han fremlægger gerne sine resultater på en gennemskuelig og kontrollerbar måde. Men for ham er historie altid et bud på en fortolkning af fortiden, og derfor er det ikke forkert at nedtone oplysninger, han finder uvæsentlige og fremhæve dem, han finder væsentlige. Man kan højst anklage ham for at være unuanceret. Det har han det til gengæld fint med. For han elsker selviscenesættelse og trives godt i en tid, hvor produktivitet og medieomtale er den afgørende målestok for succes.

Kritikeren befinder sig midt imellem. Han kritiserer monumentalisten for at politisere og antikvaren for hans bagstræb. Selv er han sjældent i stand til at levere andet end kritikken. Som psykoanalytikeren Sigmund Freud bruger han fortiden til at finde begyndelser og oprindelser til dårligdomme, for så at gøre op med dem i nutiden med henblik på at drive mennesket i en anden retning. Han er båret af et fromt ønske om, at kritikken kan gøre verden til et bedre sted at leve, men hvordan samfundet skal indrettes, har han ikke noget bud på. For kritikeren er bedre til at lokalisere problemer end levere løsninger, og han er hæmmet af frygten for andres kritik.

Kritikeren ser det som sin yndlingsbeskæftigelse at nedbryde myter og fremhæve monarkers, aristokraters, industrifyrsters og generalers umenneskelighed, ondskab og fejl. Han er præget af skyldfølelse, men ser efterkrigstidens Tyskland som et eksempel på, at hans tilstedeværelse nytter, og leverer gerne krudtet, når der skal føres erstatningssager for tvangsarbejdere og KZ-fanger.

Han begræder, når historien bliver erklæret død, og forfægter den ivrigt som et værdifuldt og almendannende fag i skolen. Men han begræder også, når rygtet om historiens død viste sig at være en overdrivelse og danner baggrund for ideologisk motiverede koldkrigsudvalg og historiekanoner. For han er lige så mistænksom som et byggeudvalg og dybt bekymret over, hvad historie kan udnyttes til. Og når det er andre end ham selv, der dominerer historiesynet i den offentlige debat, er han ikke længere helt så skråsikker på, at historie er sundt som pligtfag i skolen.

Kritikeren er god til at holde antikvaren til ilden og sørge for, at monumentalisten ikke går over stregen. Men han føler sig presset af universiteternes krav om indtægtsdækket virksomhed og styret forskning. Han klarer sig dog langt bedre end antikvaren og skriver kritiske og nuancerende publikationer med illustrationer i gråtoner, for det var, hvad der blev råd til.

Der findes tre slags historikere mindst for de fleste udgør raffinerede blandingsformer. Samfundet kan ikke leve uden repræsentanter for dem alle sammen, da historie både kan anvendes som et middel til indsigt og erkendelse, kan bruges fremadrettet og kan misbruges. Derfor har de hver deres eksistensberettigelse uanset deres mange særheder.

Det er ganske vist svært at bevise, at folk ligefrem bliver gladere af at have en solid historisk baggrundsviden. Men måske er det heller ikke det væsentlige. Sagen er, at ingen kan undslippe fortiden. Den er med os overalt, i de bygninger, der omgiver os, i de begreber, vi anvender, og som definerer den måde, vi betragter verden på. Fortiden udgør den erfaring, der skaber vores mere eller mindre berettigede forventninger til fremtiden. Guldfisk kan leve helt uden at være bevidst om historien. Men vi er mennesker og har brug for historikere til at sætte fortiden på ord, analysere den og forklare, hvorfor vi har indrettet vores verden, som vi har. Deri ligger nytten.