Historiens dom

En faghistoriker går til sit emne med et helhedssyn, og det får betydning for resultatet. Man kan sige, at dommen ikke bare er noget, der findes efter undersøgelsen, men at den også findes inden. Vurderinger af f.eks. etisk art viser sig at betyde nok så meget som metoden. Det har historikerne hidtil beskæftiget sig forbavsende lidt med.

Holdningen til historien er en central del af hele kulturen. Historikere har altid fældet domme af forskellig art. Disse domme fældes ofte ud fra en dyb personlig overbevisning, men ses af den dømmende selv ofte som det, Historien med stort H eller måske Videnskaben med stort V angiver som det rigtige. Tilsvarende virker de på andre tit urimelige. Dommen handler i væsentlig grad om engagement. Jeg er selv kommet til at interessere mig mere og mere for spørgsmålet, fordi jeg mærkede, hvor meget den endelige stillingtagen betød for hele forskningsprocessen, for de forskellige historikeres behandling af et emne: Man går til emnet med et helhedssyn, og det får betydning for resultatet. I den forstand kan man sige, at dommen ikke bare er noget, der findes efter undersøgelsen, men at den også findes inden. Når man vælger et emne, når man beslutter, at noget er vigtigt nok til, at man vil skrive om det, fælder man allerede en slags dom.

Selve ordet »dom« indebærer, at man sammenligner med en retssag: Man ser i litteraturen ikke sjældent udtryk som »historiens retssal« eller lignende. Dermed peges der på en juridisk sammenligning. Et retsvæsen må hvile på den forudsætning, at man kan dømme fortidige handlinger. Den historiske dom er ikke en afgørelse i et praktisk spørgsmål, som er nødvendigt for forholdet mellem nogle konkrete mennesker og for at opretholde almindelig ro og sikkerhed, men det er en afgørelse, som kan være nødvendig for hele kulturen og det åndelige klima. Her er problemet så, hvis det er sejrherrerne, der skriver historieskrivningen, så er det dem, der afsiger dommene over deres modstandere. Hvordan skelner vi mellem berettigede og uberettigede domme?

De domme over fortidens personer og begivenheder, som historikere fælder i historieskrivningen, breder sig efterhånden ud til en større offentlighed. Samtidig er emnet vanskeligt for historikerne, fordi det falder uden for deres normale metodesyn: Konkrete eksempler viser, at det er helhedssynet og dermed dommen, som styrer de kildekritiske argumenter. Det gælder f.eks. den moderne forskning i Alexander den Stores historie, hvor der i årene efter 1980 var en skarp debat mellem historikerne N.G.L. Hammond og A.B. Bosworth. Den første stod for en positiv opfattelse af Alexander, den anden for en negativ. Men det betød samtidig, at Hammond så positivt på en af hovedkilderne, Arrianos' beretning om Alexander, der som Hammond selv ser positivt på Alexander og især interesserer sig for militærhistorie, mens Bosworth har været langt mere kritisk. Et bestemt syn på emnet står i forbindelse med en bestemt holdning til kilderne. Dvs., at de kildekritiske argumenter fyger i luften, men der ligger et helhedssyn bag. Dermed røres der ved dybe lag i historikernes arbejde: Vurderinger af f.eks. etisk art viser sig at betyde nok så meget som metoden.

Et eksempel, som ligger os nærmere i tid, er 2. Verdenskrig og begivenhederne, der førte til den, de handlinger som førte til dens udbrud. Her stod Neville Chamberlain for en politik, der ville forhandle med Hitler, Winston Churchill for at tage konfrontationen. Det er her uomgængeligt, at Chamberlains politik førte til ulykkelige resultater: Tjekkoslovakiet blev ofret, og der blev alligevel ikke fred i vor tid. Det er også uomgængeligt, at den dom som siden er blevet fældet over ham i brede medier, som f.eks. TV, har været meget hård. Det spørgsmål, man må stille i den sammenhæng, er: Er det forløbet = historien, som har fældet dom over, hvem der havde ret og uret? Eller er det altid kun historikerne og den bredere offentlighed, der fælder denne dom? Findes der kort sagt en historiens dom eller kun historikernes dom?

Sagen angår ikke kun politisk historie: Inden for musikhistorien fældes der domme. Det ses tydeligt i historieskrivningen om dansk musik, hvor tendensen klart har været at tage stilling for antiromantikken, hvis bannerførere var Carl Nielsen og Thomas Laub, og imod de samtidige romantikere, som Chr. Barnekow og Sophus Halle, i hvert fald sådan at de sidstnævnte blev trængt ud i periferien og efterhånden glemsel. Og hvis vi vender os til litteraturhistorien, kan vi konstatere, at det samme gør sig gældende i forhold til den radikale og konservative side af kulturkampen i sidste trediedel af 1800-tallet. Her får »Det Moderne Gennembrud« hele opmærksomheden. Det er sejrherrernes historieskrivning.

Dommen er et dilemma for historikerne. Det viser sig hos Johannes Steenstrup (1844-1935), en dansk konservativ historiker, som gik stærkt ind for, at historikeren skulle leve sig ind i en anden tid og vise forståelse for dens anderledes betingelser. Han kalder Grundtvig en streng dommer, og mener dermed, at han viser for lidt forståelse, men han bebrejder den berømte tyske historiker Leopold von Ranke, at han er så kølig, at historikeren måske alligevel hellere må tage parti. Jeg har beskrevet Steenstrups historiesyn i bogen »Den indtrængende Forstaaelse« fra 2003. For Steenstrup har spørgsmålet på en måde været særlig vanskeligt, fordi hans tilgang til historien i udpræget grad var formet af ønsket om at forstå, forstå tidligere tiders tankesæt og mennesker. Det har været et påtrængende problem for ham, at man ikke ud fra en senere tids tankegang afsagde uretfærdige domme over fortiden. Og det mener jeg altid må være en central del af den historiske virksomhed.

Men dansk historievidenskab har i øvrigt taget en anden retning: Gennem det 20. århundrede har faghistorikerne hovedsagelig været kulturradikale, ofte direkte knyttede til partiet Det Radikale Venstre. Ud fra dette standpunkt er der blevet fældet udprægede domme over anderledes tænkende og fænomener i fortiden, som ikke passede til denne opfattelse. Det træder tydeligt frem hos en historiker som Erik Arup. Det står i modstrid med en anden opfattelse hos de samme personer, navnlig i første halvdel af det 20. århundrede, nemlig om en objektiv videnskab, en positivistisk tankegang om en universel kritik, som er uafhængig af ethvert helhedssyn. Det blev til, at deres mening var videnskabens resultater. »Man må ikke fælde domme,« sagde en universitetslærer under mit historiestudium. Men hverken han eller andre undgik at gøre det.

Hvad er det, vi møder i vestlig historieskrivning? Er det fagligt eller personligt, det vi får serveret? Det er et meget stort spørgsmål, og det er velkendt blandt historikere i dag, at vi altid har en bagage med os, at ingen kommer forudsætningsløst til et historisk arbejde. Det kan heller ikke være anderledes: Man kan jo også mangle vigtige forudsætninger for historisk arbejde. Dommene er desuden så stort et problem, fordi der ikke er nogen egentlig kontrolmulighed, der er kun de forskellige opfattelser. Nogle vil sige, at historikerne øver gensidig kontrol med hinanden, det er en mulighed, men den er sårbar: Hvis en stærk moderetning sætter sig fast i historiefaget, hvordan skulle de, der har en anden opfattelse, da få overskud til at prøve alle påstandene?

Dermed er der ingen garantier. Der er kun en prekær balance mellem forståelse, viden og dom, hvor alle tre elementer hører med, og hvor en større sammenhæng og en holdning på en eller anden måde griber ind. Der er i de sidste årtier skrevet en del om genre, altså det forhold at historieskrivning også er litteratur, ligesom der har været betragtninger om tendens og subjektivitet. Men selve domsafsigelsen, det forhold, at historikerne fælder en dom, er der skrevet forbavsende lidt om. Det bliver fremtidens opgave.

Umiddelbart venter man vel, at der til behandlingen af et historisk emne hører en dom. Man synes, det hører med til historieskrivning, men vil protestere, hvis man oplever det som uretfærdigt. Spørgsmålet om domme i historieskrivningen rummer på en måde hele historien om historien; de enkelte historikere har ofte givet sig selv i mest udpræget grad i deres domme. Dommen må indebære, at omgivelserne ikke bestemmer alt; det har betydning, hvad den enkelte gør: Menneskers handlinger betyder noget. Forholdet må kort fortalt være det, at historikeren møder noget uden for sig selv, repræsenteret ved kilderne, men må danne sig en forestilling om det for at kunne arbejde med det. Forestillingen vil bære præg af helhedssynet. Dermed bliver der rum for mange grader af vurderinger, men også en forpligtelse på materialet. Dermed bliver det også muligt at bedømme visse fænomener i større kulturel sammenhæng: Historien og historiske domme har altid været en del af den politiske retorik, men når den iranske præsident vil benægte folkemordet på jøderne under 2. Verdenskrig, er vi ude i et område, som kun er retorik og ikke historie.