Hercule Poirot har forladt godset

Kun halvandet år efter at litteraturforskeren Poul Behrendt udsendte det digre værk »Dobbeltkontrakten« er han på færde igen med en bog af lignende størrelse, »Den hemmelige note. Ti kapitler om små ting der forandrer alt«. Når man tænker på, at der gik 11 år mellem »Bissen og dullen« (1984) og »Djævlepagten« (1995) og atter 11 år mellem denne og »Dobbeltkontrakten« (2006) er der tale om noget af et temposkift. Måske er det også gået lidt for stærkt.

»Den hemmelige note« består af tekst- og kontekstlæsninger af gamle og nye litterære værker og enkelte film. Vi møder Jørgen Leth, Ingmar Bergman/Bille August, Nils Malmros, Kong Ødipus, Villy Sørensen, Karen Blixen, Peter Høeg, Katrine Marie Guldager, Thorkild Hansen og Peter Seeberg. Reelt er bogen en artikelsamling. De fleste bidrag er nyskrevne men nogle artikler – om hhv. »Kong Ødipus« af Sofokles og »Sorg-Agre« af Karen Blixen - er nyversioneringer af tidlige Behrendt-artikler helt tilbage fra 1970erne.

Formidabel analytiker
Skam få den der tænker ilde om artikelsamlinger. Men det er der vist alligevel nogle der har gjort, hvad enten det nu er forfatteren selv eller hans forlag. Hvorfor ellers vælge at forklæde artikelsamlingen som en bog om fænomenet den hemmelige note, som angiveligt er en oplysning, der ikke i første omgang registereres i en tekst eller et andet forløb, men ligger på lur som en fortolkningsmæssig dybvandsbombe der kan sprænge det hele i stumper og stykker eller forandre alt, når den bliver afdækket. Det lyder vældig spændende, men det er mest salgsgas.

Man finder i hvert fald ikke i bogen nogen overbevisende teoretisk dækning for titlen.

Nå ja herregud, kan man sige. Teoretikere har vi nok af. Er Behrendt ikke primært en formidabel analytiker, en læser? Nej, jeg synes faktisk han kan det hele, også teoretisere og perspektivere sine analyser. I forbindelse med både Ødipus og Blixen skitserer han eminent hvordan digtning (og dens fortolkning) kan formidle og fortætte socialhistoriske sammenhænge. Andre steder antyder han spændende kritik af Freuds psykoanalyse og Hemingways isbjerg-æstetik som to normdannende inspirationskilder for litterær kreativitet og forfatteres selvforståelse op gennem det 20. århundrede. Men disse spændende teoretiske og polemiske perspektiver falder nærmest i forbifarten, sådan lidt nonchalant.

Stærke Blixen-analyser
Hvad selve analyserne angår, er hans artikel om Jørgen Leth-sagen det mest vellykkede i aktualitetsafdelingen. Her godtgør han ved diverse kilder og analytisk sandsynliggjorte sammenhænge, at offentligheden i den grad fejllæste Leths historie om kokkens datter. I den historiske afdeling er det især Blixen-analyserne der står stærkt. Her har Behrendt ene af alle har opdaget usynlige, men afgørende informationer i »Sorg-Agre«. Det er fejende flot lavet.

Men Behrendts lidenskab for det detektiviske, som efterhånden er ophøjet til hans personlige varemærke, kan gå i selvsving og blive til manér. Man kan ikke altid se hvad »forbrydelsen«, »sporene« og »løsningen« er. Nogle gange kan det virke som om han op-dramatiserer forhold som egentlig er temmelig banale, f.eks. Thorkild Hansens og Peter Seebergs ungdommelige løfte om at promovere hinanden som genier. Det fremgår af Behrendts egen gennemgang, at det var overraskende normalt, både hos heretikere og modernister, at man anmeldte sine nære venner. »Det manglede sgu da bare«, som Seeberg sagde en gang direkte adspurgt. Andre gange er dramatiseringen alt andet end banal. Behrendt konstruerer så indviklede og svimlende sofistikerede forløb, f.eks. i analysen af Peter Høegs »Den stille pige«, at man er i tvivl om for hvem og hvorledes disse sammenhænge overhovedet kan antages at eksistere, evt. som fortrængte, hemmeligholdte, endnu-ikke-opdagede.

Pludselig færdig
Selvfølgelig undgår man ikke at lade sig rive med undervejs. Man følger i opdagerens fodspor og glæder sig til opsummering og konklusion. Men den får man ofte ikke. Pludselig er analysen færdig. Hercule Poirot er simpelthen gået sin vej uden at lave den store finale, hvor han samler alle de mistænkte i biblioteket for at de kan påhøre den ubarmhjertige rekonstruktion, der fører frem mod den uigendrivelige konklusion. Detektiven har forladt godset. Og læseren sidder tilbage og føler sig lidt som kaptajn Hastings, Poirots brave men noget gumpetunge ven. Man syntes jo egentlig, at mens han endnu var her, forstod man det sådan omtrent og med lodder og trisser. Men nu selv at skulle forklare det for alle dem, der sidder og venter? Uha uha. Kom tilbage. Nu.