Her løber byen ud i sandet

De lokale har hurtigt taget den nye strand i Svanemøllebugten til sig. Det er en rigtig familie- og afslapningsstrand.

4.000 kvadratmeter indbydende sandstrand. Svanemøllen Strandpark er det seneste tilbud til bade- og solhungrende københavnere. Fold sammen
Læs mere

Silas Daniel Steenberger, niårig østerbroer, er glad. Han er en rigtig vandhund, har badet i Svanemøllebugten med sin far siden begyndelsen af juni, og nu har han fået en dejlig strand bare en rask løbehjulstur hjemmefra. I går var han på den kun to uger gamle Svanemølle Strand sammen med sin mor - og masser af andre børn og deres forældre eller bedsteforældre, unge og ældre, alene eller sammen.

»Svanemølle Strand er en rigtig lokalstrand til hygge og afslapning. Jeg er selv vokset op herude, og jeg kender mange af dem, der kommer her,« siger livredder Nick Rath, som oppe fra sit livreddertårn har det store overblik over den 4.000 kvadratmeter store rene sandstrand.

»Der er ingen strøm eller bølger, men alligevel skal man passe på. Da det er en kunstig strand, hvor man har pumpet sand op, falder havbunden en halv meter 15-20 meter ude, så vandet bliver to meter dybt,« oplyser han.

Kenneth Poulsen, der også bor i nærheden af den nye strand, springer i fra enden af den 130 meter lange mole sammen med sin kammerat, Mads Beck og Amanda Drisgaard Hansen.

»Vi har altid badet her, så det er dejligt, at vi også har fået en strand her,« siger de unge.

Beskyttet mod solen

På et skilt ved livreddertårnet står der, at luften i går formiddags var 22 grader, vandet 19 og UV-indekset 5,9, og Lilli Magna på to år var godt beskyttet mod solens skarpe stråler med trøje og kasket.

»Det er virkeligt lækkert, at vi har fået sådan en fin strand, kun fem minutter hjemmefra,« siger hendes mor, Sofie Hesselholt, der leger i strandkanten med Lilli Magna, som snart får en lillebror.

Søren Amstrup, der har taget fire børn med til Svanemølle Strand, synes det er fedt med alle de nye bademuligheder i København og omegn.

»Det tager presset af Bellevue og Amager Strand,« mener han.

Svanemølle Strand er ikke et sted, man kommer for at posere og vise sig frem, og underholdningen og forplejningen må man selv sørge for.

»Men der kommer dog en kaffe- eller issælger forbi en gang imellem,« siger Nick Rath.