Helle Thorning står bag sin gamle rival

Socialdemokraternes formand opfordrer Frank Jensen, som hun selv besejrede ved S-formandsvalget, til at stille op som overborgmester i Hovedstaden.

Foto: Mogens Flindt
Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, opfordrer sin slagne modstander fra formandsopgøret, Frank Jensen, til at stille op som overborgmester i København.

- Jeg synes, at han er et rigtig godt bud på en overborgmesterkandidat, og jeg er meget glad for, at min kredsformand har peget på ham. Indtil videre kan jeg forstå, at Frank er gået i tænkeboks, så han er jo ikke kandidat endnu. Men jeg vil godt indrømme, at jeg har ringet til Frank og sagt, at jeg synes, at han vil være en rigtig god kandidat. Det er jo ikke mig, som opfordrer ham til at stille op, det er københavnerne som bestemmer, siger Helle Thorning-Schmidt.

Vil ikke kommentere andre
Opfordringen kommer efter, at Ritt Bjerregaard (S) har besluttet ikke at genopstille ved kommunalvalget i november, hvilket har efterladt partiet uden et "stort navn" på toppen af stemmesedlen. Selv om beskæftigelses- og integrationsborgmester Jakob Hougaard (S) har sagt, at han stiller op, så ønsker Socialdemokraternes formand dog ikke at kommentere, hvorfor hun mener, at det er nødvendigt at hente en overborgmesterkandidat udefra.

- Jeg vil ikke gå yderligere ind i det. Jeg har fuld tillid til, at københavnerne vælger den kandidat, som de synes er den bedste. Men jeg har bare markeret over for Frank, at jeg synes, at han vil være en fremragende kandidat. Jeg tror på alle måder, at han vil være en rigtig god mand for København og vil kunne skabe et bredt samarbejde og på alle måder være en rigtig dygtig overborgmester. Jeg ved, hvad han kan, og der er selvfølgelig behov for et bredt samarbejde på Rådhuset. Det vil han kunne formidle, siger Helle Thorning-Schmidt.

Striden er bilagt
Ifølge Socialdemokraternes formand har begge lagt formandsopgøret og striden mellem de såkaldte Auken- og Nyrup-fløje bag sig.

- Formandsopgøret ligger fire år tilbage, og vi er i en situation, hvor vi har klinket alle skårene fra tidligere tiders stridigheder i partiet, og det er et af de resultater, som jeg er meget stolt af. Og jeg vil være meget stolt af, at have en overborgmesterkandidat som Frank Jensen. Frank og jeg har talt ud for mange år siden, siger Helle Thorning-Schmidt.