Havfrue afløses af kinesisk ditto

Kina sender havfrue til Danmark, som skal agere afløser for Den Lille Havfrue, mens hun er på udenlandsophold.

Efter en del debat vedtog Københavns Borgerrepræsentation i sidste uge at sende Den lille Havfrue til Kina for at deltage på verdensudstillingen i Shanghai næste år. Men havfrueentusiaster behøver ej at frygte; en ny af slagsen er på vej den modsatte vej.

Holdet bag det danske bidrag til verdensudstillingen har nemlig udskrevet en konkurrence i Kina for at finde en afløser, der kan sætte sig til rette på Langelinie i de ti måneder Eriksens statue ventes at befinde sig i Kina. Det skriver P4 København.

Projektchefen for den danske EXPO-udstilling John Hansen oplyser, at der allerede er afleveret flere gode forslag til en kinesisk havfrue.

H.C. Andersens eventyr er yderst populære i Kina, hvilket blandt andet hænger sammen med, at historierne var blandt de få skrifter, som ikke blev forbudt under Kulturrevolutionen. Derudover lærer de fleste kinesere eventyrene at kende, fordi de er standardlæsning i Kinas skolesystem.