Har Bush og hans mænd svigtet os?

Længe før Bush traf sin beslutning om at angribe Irak, fremkom analyser fra højtplacerede militærfolk, kongrespolitikere, eksperter og tænketanke, som advarede mod en militær løsning og med stor præcision påpegede alle de risici, som senere materialiserede sig. Berlingske Tidende spurgte 11. januar: Svigter vi USA? Spørgsmålet skulle snarere lyde:

Visse politikere og diplomater mener, det generelt gavner vore interesser at være allieret med den til enhver tid siddende amerikanske præsident og hans regering - bl.a. fordi USA står for værdier som demokrati og menneskerettigheder m.v. Ud fra den førte Irak-politik må dette gælde statsminister Anders Fogh Rasmussen. Men har det været klogt, at regeringen har bundet sig så stærkt til Bush og hans mænd - og repræsenterer de det USA og de værdier, vi beundrer og vil slås for?

Selve beslutningen om at føre Danmark i krig hvilede på et spinkelt parlamentarisk grundlag og var dermed et klart brud på den faste tradition, at vigtige, langtrækkende udenrigspolitiske beslutninger baseres på brede flertal.

Også det folkeretlige grundlag var spinkelt. Kofi Annan har betegnet krigen som stridende mod FNs charter. Han mener, at den krævede en ny resolution i Sikkerhedsrådet.

Desværre tilsluttede regeringen sig USAs krigsførelse uden på forhånd at skaffe sig viden om planerne for freden - for tiden efter den selvfølgelige militære sejr og for exitstrategien.

Sonderinger ville i øvrigt have vist, at den amerikanske regering næppe havde sådanne planer. Bush og hans mænd antog, at når blot Saddam Hussein var væltet, ville det være muligt at gennemføre dybtgående reformer af Irak.

Enhver kan nu se, at det ikke holdt stik, og at den militære invasion er blevet fulgt af en katastrofal udvikling. Mere end 60.000 irakere har mistet livet efter krigen og hundredetusinder er blevet såret. Den personlige sikkerhed er ringe. Hospitalsvæsenet er nødlidende. Infrastruktur som elektricitets- og vandforsyning er dårligere end under Saddam Hussein. 2 mio. irakere er flygtet til udlandet - heraf en stor del af den ældgamle kristne menighed - mens 1,7 mio. er internt fordrevne, og 40.-50.000 flygter fra deres hjem hver måned. Olieproduktioner er faldet fra ca. 3,5 til 2 mio. tønder pr. dag.

Det er derfor relevant at se på, om der evt. før krigsudbruddet forelå seriøse strategier, som med en vis sandsynlighed kunne have mindsket de enorme omkostninger - vel at mærke uden at bedømme udviklingen i bagklogskabens skarpe lys.

Længe før Bush' beslutning om at angribe Irak fremkom analyser fra højtplacerede militærfolk, kongrespolitikere, eksperter og tænketanke, som advarede mod en militær løsning og med stor præcision påpegede alle de risici, som senere materialiserede sig. Flere anviste desuden, hvilke midler der skulle tages i anvendelse for at imødegå dem, hvis Bush alligevel besluttede sig for krig.

To meget vigtige bidrag til belysning af åbenlyse mangler i den politiske beslutningsproces kom fra den absolutte top i det amerikanske forsvar, nemlig chefen for US Central Command, general Anthony Zinni og hærens generalstabschef, general Eric Shinseki.

General Zinni arrangerede i 1999 en serie krigsspil under navnet »Desert Crossing«. Han fortæller: »Det slog mig dengang, at vi havde en plan for at besejre Saddams hær, men vi havde ikke en plan for genopbygning af Irak. Jeg mente, at vi burde se på politisk genopbygning, økonomisk genopbygning, genopbygning af sikkerheden, humanitære behov, offentlig service og udvikling af infrastruktur.«

I april 1999 mødtes derfor en række militære analytikere for at udforme et worst-case-scenario for udviklingen i et Irak efter Saddam Husseins fald. Med dette scenario som grundlag samlede Zinni i juni mere end 70 personer fra militæret, udenrigsministeriet, forsvarsministeriet, USAs Nationale Sikkerhedsråd og CIA til at gennemføre selve krigsspillet.

Sort på hvidt gives præcise beskrivelser af stort set alle de fatale problemer, vi har været vidne til efter den militære sejr.

»Desert Crossing« viste f.eks., at der var behov for ca. 400.000 soldater til invasionen. »Vi vidste, at det indledende problem ville være sikkerhed«, udtalte Zinni til avisen USA Today den 21. juli 2003.

»At sikre fred kræver ofte en mere kompliceret planlægning og avancerede interventionsteknikker end kampoperationer gør. Hvis der opstår alvorlige forstyrrelser af infrastrukturen, som hæmmer de normale regeringsfunktioner, hvis fødevarer og drikkevand ikke kan distribueres, hvis genopbygningsprogrammer ikke kan levere motivation til at afstå fra fornyede fjendtligheder, eller hvis minoriteter oplever, at det sociale system ikke vil beskytte dem, så kan freden gå tabt.«

Der var mange præcise forudsigelser i Desert Crossing-krigsspillet. Man talte om nødvendigheden af at opretholde »et irakisk militær, der var restruktureret omkring den regulære irakiske hær«. hvor Bush-regeringen ved Irak-administrator L. Paul Bremer i stedet valgte at opløse hele sikkerhedsstrukturen og sende hundredetusinder bevæbnede og frustrerede soldater ud i samfundet. Nok et af de allerstørste fejltrin (bortset fra det utilstrækkelige antal soldater).

General Zinnis grundige forarbejde fik ingen indflydelse på den amerikanske regerings strategi - selv forklarer han: »Da det så ud som om, vi ville gå ind, ringede jeg til Central Command og sagde: ` I er nødt til at støve Desert Crossing af'. De sagde: `Hvad er det? Aldrig hørt om det. Vi har fået besked på ikke at foretage nogen planlægning. Det vil alt sammen blive gjort i Pentagon'.«

Nogle i Pentagon var imidlertid godt klar over, at der var behov for store troppestyrker til at sikre Irak. 25. februar 2003 aflagde hærchefen, general Eric Shinseki vidnesbyrd for Senatets Udvalg for de Væbnede Styrker. Om styrkebehovet for at stabilisere efterkrigsperiodens Irak sagde han: »... noget i en størrelsesorden af adskillige hundrede tusinder er - forstår De - et antal, som ville kræves. Vi taler om efterkrigskontrol over et stykke geografi, som er ganske betydeligt, med den slags etniske spændinger, som kunne medføre andre problemer. Og derfor kræver det en betydelig tilstedeværelse af landstyrker for at opretholde et trygt og sikkert miljø, for at sikre at folk brødfødes, at vand distribueres - alle de normale forpligtelser, der følger med ansvaret for at administrere en situation som denne.«

Han blev straks skarpt imødegået af forsvarsminister Rumsfeld og viceforsvarsminister Wolfowitz, som kaldte hans vurdering »langt/vildt ved siden af«. Wolfowitz tilføjede endda : »Vi har ingen idé om, hvad vi har behov for, før vi er til stede derovre på landjorden.« En bemærkelsesværdig betragtning i lyset af »Desert Crossing« og andre velunderbyggede analyser, men helt på linje med en anden fra den neokonservative inderkreds, Ken Adelman, som allerede året før havde betegnet en krig som en »cakewalk« (en meget let sag) - en vurdering han gentog den 10. april 2003 i Washington Post.

Bush og hans mænd handlede således klart imod bedre vidende, da de besluttede sig for at indsætte en styrke, der var alt for lille til at skabe sikkerhed og tryghed for irakerne efter krigen.

At man ikke med våbenmagt kan indføre demokrati i et land, har mange amerikanere påpeget igennem tiderne - f.eks. USAs FN-ambassadør under Reagan, professor Jeane Kirkpatrick. Hun skrev i tidsskriftet Commentary i november 1979 en tankevækkende artikel under titlen »Diktatur og dobbelte standarder«, hvori hun bl.a. gav udtryk for følgende: »Selv om de fleste regeringer er autokratier af den ene eller anden slags, som de altid har været, er der ingen idé, der har stærkere tag i uddannede amerikaneres sind end troen på, at det er muligt at demokratisere styreformer - til enhver tid, overalt, under alle forhold. Der kræves normalt årtier - hvis ikke århundreder - før mennesker har opnået den nødvendige disciplin og de nødvendige vaner. Hastigheden med hvilken hære kollapser, bureaukratier abdicerer og sociale strukturer opløses, når eneherskeren først er fjernet, overrasker hyppigt amerikanske beslutningstagere.«

Den katastrofale udvikling i Irak, overgrebene i Abu Ghraib-fængslet og Guantanamo-lejren samt Haditha-massakren har alvorligt skadet USAs og indirekte vort omdømme. USA (og vi) har mistet betydelig moralsk autoritet på demokrati- og menneskerettighedsområdet.

Noget tyder nu på, at der er ved at ske en kursændring herhjemme. Da statsministeren i december kommenterede opinionstal, der viste, at et flertal af danskerne ønskede de danske soldater hjem, sagde han på TV: »Jeg kan godt forstå, folk er utålmodige. Jeg er også selv utålmodig.«

Denne og andre tilkendegivelser fra statsministeren må ligge bag spørgsmålet på Berlingske Tidendes forside den 11. januar 2007: »Svigter vi USA?«

Men måske burde vi snarere spørge: »Har Bush og hans mænd svigtet os?«