Hærværk efter autonom fest

Autonom fest i det indre København udviklede sig i nat med hærværk.

Foto: Local Eyes
En autonom fest i det indre København udviklede sig i nat med hærværk i form af knuste butiksruder, graffiti og ødelagte biler.

Festdeltagerne samledes kort efter midnat i Hyskenstræde, hvor de spillede høj technomusik til gene for områdets beboere.

Senere begyndte festdeltagerne at male graffiti på husfacaderne og smadrede et par butiksrude - en i Hyskenstræde og en på Amager Torv. Det oplyser Københavns Politis centrale vagtleder.

To-tre biler blev udsat for hærværk. Ifølge politiet mistede en af bilerne en kofanger, mens der blev sparket på en anden bil.

Forbipasserendes oplysninger om, at flere af de unge skulle have hoppet på bilerne, plyndret de butikker, der havde fået smadret ruderne og afbrændt møbler på Amager Torv, har ikke kunnet bekræftes af politiet.

Den autonome fest sluttede et par timer efter den var begyndt.

/ritzau/