Hårde ord fra Chryslers redningsmand

Det var ifølge Lee Iacocca en enorm fejtagelse at futionere Chrysler med Mercedes-Benz, fortæller bilmanden i en ny bog.

Ansættelsen af Bob Eaton som chef for Chrysler var en klokkeklar fejl.

Lee Iacocca, der hev Chrysler op fra afgrunden i firserne og skabte ikon-biler som Ford Mustang og Chrysler Voyager, lægger ikke fingrene imellem i sin nyeste bog »Where have all the Leaders gone? De verbale hug er dog først og fremmest rettet mod ham selv.

- Chrysler havde været en profitabel koncern i dag, hvis jeg ikke havde anbefalet Eaton som min efterfølger. Jeg kan ikke engang bebrejde bestyrelsen. Fejlen var min, skriver Iacocca blandt andet.

Ifølge Iacocca begik Bob Eaton en enorm fejltagelse, da han efterfølgende fusionerede Chrysler med Mercedes-Benz. Fusionen, der dengang blev kaldt et »ægteskab indgået i himlen mellem ligeværdige partnere«, fremstod snart som en tysk overtagelse af USAs tredjestørste bilfabrik, drænede Chrysler for kompetente medarbejdere og fik aldrig lukket hullet i pengekassen. For nylig solgte Mercedes vingeskudte Chrysler til et amerikansk investeringsselskab, som de færreste tror er i stand til at vende udviklingen.

»Med den rigtige ledelse var dette aldrig sket. Walter P. Chrysler har roteret i sin grav over alle de forkerte beslutninger, der er taget de seneste år,« skriver Lee Iacocca.

For Bob Eaton er det en ringe trøst, at han ikke er den eneste, der hænges ud som en komplet inkompetent leder. Iacocca, der nyder status som en af USAs mest respekterede erhvervsledere, bruger også bogen som et frontalangreb på præsident Bushs fejlslagne indenrigs- og udenrigspolitik.