Håndtryk, ja Førergreb, nej

Kirken har en anden Herre end politikere, og derfor er det dybt problematisk, hvis man overfører en politisk ligestillingsideologi til kirken. Der er desværre politikere, som giver pokker i folkekirkens religionsfrihed.

Lad det være sagt straks. Jeg er ikke på linie med de nok så omtalte håndtrykssky præster fra Viborg stift, som ved ordinationer ikke vil give hånd til kvindelig kollegaer. Det forekommer også, at de udgør en minoritet blandt minoriteten. Ledende skikkelser på den kirkelige højrefløj (notorisk dårligt udtryk) har således givet håndtrykket en fortolkning, som gør det spiseligt og praktisabelt, selv om man er modstander af kvindelige præster. På den anden side anerkender jeg, at deres modstand ikke er bibelsk grundløs, selv om jeg på samme grundlag og med anderledes vægtlægning drager en anden konklusion.

Nu har Viborg-bispen så besluttet, at der fremover skal gives håndtryk til kvindelige præster, og det er åbenbart til at leve med for alle parter. Hvad der imidlertid er sværere at leve med og i sidste ende umuligt, er statslige overgreb på folkekirkens religionsfrihed, og det perspektiv er nok værd at skænke en smule vågen omtanke. Ægteskabet mellem stat og kirke beror som andre ægteskaber på gensidig respekt og anerkendelse af hinandens grænser, og går den finfølelse i opløsning, truer skilsmissen.

Folkekirken er nok forbundet med staten på særlig vis, men folkekirken er ikke bare en spøjs del af den offentlige sektor. Kirken har en anden Herre end de damer og herrer i det nok så høje ting. Det er derfor dybt problematisk, hvis man forbeholdsløst overfører en politisk ligestillingsideologi til kirken, og de facto kræver, at den herskende ideologi nu skal gælde for ret teologi og praksis i folkekirken.

Man kan også sige, at det drejer sig om grænser for politik, mangler man sansen for det, kan vi ende med et totalitært demokrati, og det er ikke bedre end andre totalitære varianter.

Selvfølgelig skal folkekirken ikke være en stat i staten, men staten skal heller ikke agere progressiv pave i folkekirken.

Maler jeg Fanden på væggen? Det skal man selvfølgelig vare sig for, men der er faktisk politiske kræfter, som reelt giver pokker i folkekirkens religionsfrihed. Sikkert i egen selvforståelse tolerante mennesker – og det er jo noget af, det fineste man kan være – som gerne ser en politisk korrekt udrensning i folkekirken, så f.eks. de præster, som måtte nægte at velsigne/vie fraskilte og homofile, må opgive embedet. Folkekirkens frihed, kirkens grund, Bibel og bekendelser er så inderlige ligegyldige i forhold til ligestillingsideologiens diktat. Denne ideologi har, trods berettigelse i mangt og meget, en skræmmende evne til absurd knopskydning og galoperende selvretfærdighed hos visse tilhængere, der ubekymret ofrer frihed for lighed. Eller rettere ofrer de anderledestænkendes frihed, det er også det nemmeste offer at yde.

Politikken er blevet grænseløs, men frisindet er i virkeligheden såre begrænset. Hvis sådanne overgreb skal være prisen for folkekirkeordningen, er prisen for høj, alt, alt for høj, så har den ene part i ægteskabet udviklet sig til en utålelig tyran. Hvad skal vi også med en kirke, som er dikkende lammehale i forhold til tidens ideologier, en civilreligiøs anstalt, som har lagt den politiske dagsorden på højaltret? Ja, der er ikke, fordi kirkehistorien fattes eksempler på det, slet ikke. Desværre. Et af de mest skræmmende, men også et af de mest eklatante, var de såkaldte Tyske Kristne. En gruppe af kristne, som nok forstod at følge med tiden og de politiske strømninger i Hitlers Tyskland. Deres teologi gik smukt hånd i hånd med den nationalsocialistiske ideologi, og de var i den grad lydhøre, bøjelige og føjelige i forhold til den aktuelle politik. Heldigvis var der også en modreaktion, kristne, som ikke ville bøje sig under den teologiske nationalsocialisme, og i 1934 mødtes de i byen Barmen og formulerede Barmen-erklæringen, som med god ret har rang af teologisk klassiker. I artikel 3 hedder det bl.a.:

»Vi forkaster den falske lære, at kirken skulle kunne overlade udformningen af sit budskab og af sin ydre ordning til de til enhver tid herskende kulturelle og politiske overbevisninger og deres forgodtbefindende.« Frihed er det bedste guld, også de andres!