VM-veteran kan blive finale-joker: 'Har gjort nok i min karriere til at være med'

Landsholdsveteranen Hans Lindberg melder sig klar til at træde ind i VM-truppen, hvis Nikolaj Jacobsen kan bruge ham i søndagens finale mod Norge.

»Jeg føler mig klar og godt rustet til at komme ind, hvis der skulle være brug for det.«

»Jeg har knoklet i træningslokalerne, mens de andre har ligget og hvilet og forberedt sig på kampene. Martin Larsen og jeg har givet den gas på løbebånd og med styrketræning for at holde os klar, hvis nu én af skulle komme ind i turneringen igen,« lød det fra den 37-årige højrefløj inden landsholdets afsluttende træning.

Han håber naturligvis, at Nikolaj Jacobsen får brug for ham. Det ville i givet fald betyde, at Johan Hansen, der afløste Lindberg efter den første kamp mod Chile, vil glide ud på tilskuerpladserne.

»Det vil selvfølgelig være superfedt. Det skal jeg ikke lægge skjul på. Ligesom alle andre har jeg glædet mig ekstremt meget til denne slutrunde.«

»Jeg føler, at jeg har gjort nok i min karriere til at kunne være med på dette niveau. Jeg har rimelig meget rutine, og jeg har stået i de her kampe rigtig mange gange,« sagde Lindberg, der dog understregede, at han respekterer enhver beslutning.

»Det er Nikolajs vurdering, og det her handler ikke om mig - men om holdet.«

Og Lindberg vurderede desuden også, at det ikke engang er sikkert, at der bliver brug for en reserve til højrefløjen i finalen.

»Lasse (Svan, red.) har spillet fantastisk, og det håber jeg selvfølgelig inderligt, at han gør igen - og så er det ikke sikkert, at der bliver brug for mig eller Johan. Men hvis Lasse ikke rammer kampen, så er jeg klar til at gå ind og bidrage med alt det, jeg kan. Det vigtigste er, at vi vinder det guld.«

Hvordan har det været at se på i stedet for at være med?

»Det har selvfølgelig ikke været den fedeste situation. Det er klart, at jeg havde håbet på en helt anden rolle ved denne slutrunde. Men altså - til gengæld har jeg i min karriere ikke misset en slutrunde, og jeg har været så heldig at holde mig skadesfri.«

Nikolaj Jacobsen skal senest klokken 09.00 søndag træffe et valg om, hvem der ender i finale-truppen.