Vild melding 24 timer før start: 'Det er en fuldkommen absurd situation'

 

100 procent kaos.

Det er sådan, VM-slutrunden i herrehåndbold lige nu bedst kan beskrives, hvis man spørger B.T.s sportskommentator, Søren Paaske.

Coronavirussen rammer nemlig her, der og allevegne, og tirsdag aften måtte Tjekkiet så tage den yderste konsekvens og trække sig helt på grund af mange positive tests.

Det er til og med cirka 24 timer før, at slutrunden i Egypten sættes i gang.

»Det er en fuldkommen absurd situation, at der er et hold, der trækker sig 24 timer før, det hele går i gang,« siger Søren Paaske, der samtidig sætter spørgsmålstegn ved, om det sportslige på noget tidspunkt kan komme i fokus under VM.

»Det bliver noget af en opgave at få det her gennemført gnidningsfrit, og spørgsmålet er, hvor kaotisk man kan tåle, at det bliver. Det bliver spændende at se, om man kan komme et sted hen, hvor det igen kan komme til at handle om det sportslige.«

Tjekkiet er nemlig langt fra de eneste, der lige nu kæmper med smitteudbrud.

Tidligere tirsdag kunne USA komme med den noget bekymrende udmelding, at hele 18 personer på holdet er ramt, mens Brasilien mandag kunne fremvise fem positive coronaprøver. Senest er Kap Verde også blevet tilføjet til den liste, efter de er blevet ramt af syv positive tests.

Men alligevel tror B.T.s sportskommentator på, at slutrunden bliver gennemført som planlagt.

»Det skal blive værre end det her, før man vil overveje at aflyse. Det virker til, det her VM skal afvikles for enhver pris, og nu er mange af holdene begyndt at flyve derned. Man kan jo håbe og tro på, at når de først er landet, er blevet testet og eventuelle smittede er blevet isoleret, så burde det gå.«

»Men det ændrer ikke på, at det lige nu er ét stort kaos,« siger Søren Paaske.

Slutrunden begynder onsdag og vil blive afviklet for tomme tribuner.

I første omgang var det ellers meningen, at tusindvis af fans skulle indtage sæderne i hallerne, selvom landet er hårdt ramt af coronavirus.

Det fik flere af VM-stjernerne – herunder danske Mikkel Hansen – til at komme med offentlig kritik, og efter stort pres fra flere nationer, valgte IHF at give sig og lukke dørene.

Indtil videre er det danske landshold gået fri, når det kommer til coronasmitte.

Mikkel Hansen, Niklas Landin og resten af stjernerne er tirsdag landet i Cairo, inden de fredag aften starter årets VM mod Bahrain.